Svensk papir af nordjyske træer
Når man krydser Limfjordsbroen i nordgående retning, er det svært at overse de mange træstammer, som er stablet på den yderste havnekaj.

Træet eksporteres fra Nørresundby til Varberg, hvor det laves til papir.
Tømmeret stammer fra de forskellige former for nåletræ, der vokser i de danske skove, men især fra det nordlige Vendsyssel. Hedeselskabets handels- og servicevirksomhed for skovbruget og det grønne område, Hededanmark, ejer træet. Hovedkontoret ligger i Viborg, men selskabet har også et lokalt kontor i Svenstrup. Trods navnet er Hededanmark en international virksomhed, der laver forretninger i op mod 50 forskellige lande. Træstammerne på kajen i Nørresundby skal også eksporteres. Tømmeret bliver hentet på kajen, og med skib fragtet til et af vore nabolande. Og der eksporteres ikke kun fra Nørresundby. Hededanmark skover træ i hele Danmark, og geografien afgør, hvorfra bliver udskibet. Det vigtigste er, at havnen er østvendt ligesom Nørresundby, Randers, Vejle eller Aabenraa. Nåletræet fra Nørresundby ender i Varberg i Sverige. Her ligger en papirfabrik, der køber råtræet af Hededanmark. Når træet er nået frem, hakkes det til træflis. Herefter koges flisen i syre, indtil man får den cellulosemasse, som forædles af papirfabrikken og i sidste ende bliver til ark på ark af kopipapir. Hvor mange år selskabet har eksporteret træ fra Nørresundby, husker Peter Vejlby, transportassistent ved Hededanmark, ikke, men mængderne svinger. - Det er meget konjuktur-afhængigt. Årligt sender vi vel noget der ligner 100.000 kubikmeter træ ud af landet, ikke kun fra Nørresundby, men hele Danmark, fortæller han.