Svensk politi leder efter forsvunden dansk mand

En 78-årig dansk mand er blevet meldt forsvundet af sin kone, som han rejste sammen med i Härjedalen i Sverige

Svensk politi leder efter forsvunden dansk mand

Svensk politi leder fortsat efter en 78-årig dansk mand, der lørdag morgen blev meldt forsvundet i Härjedalen, skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Manden var på rejse i bil sammen med sin hustru, men deres bil brød sammen i nærheden af byen Sveg.

Parret besluttede at overnatte i bilen, og da hustruen vågnede tidligt lørdag morgen, var manden forsvundet.

- Han forsvandt et sted mellem midnat og klokken fem lørdag morgen. Vi har nu fuld styrke på eftersøgningen, siger vagthavende fra politimyndigheden i Härjedalen, Åsa Wallinder til Ritzau og fortsætter.

- Lige nu har vi fire politipatruljer, to politihunde og en politihelikopter koblet på efterforskningen, siger vagthavende.

Desuden hjælper et ukendt antal frivillige med at lede efter den forsvundne danske mand.

Politiet har offentliggjort et signalement af manden og beder offentligheden om hjælp med at finde ham.

Han beskrives som 190 centimeter høj og kraftigt bygget.

Sidst han blev set havde han en grå og lilla t-shirt på og blå bukser, samt sorte træsko.

- Vi fortsætter med efterforskningen natten over. Måske trapper vi ned på personalet i løbet af natten, men fortsætter igen søndag morgen, siger Åsa Wallinder, der fortæller, at vejrforholdene er gode i Härjedalen.

- Men han er jo gammel, så der er en risiko for at han er faldet. Men vi håber at finde ham i god behold.

Konen til den forsvundne 78-årige mand befinder sig nu på et nærliggende hospital.

- Hun er ikke kommet til skade. Men hun behandles for det chok, som hendes mands forsvinden har medført, slutter Åsa Wallinder.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst