Svensk presse freder Hamrén efter fiasko

Træneren skal også have chancen frem mod VM

Den svenske landstræner fredes af svensk presse. Foto: Scanpix

Den svenske landstræner fredes af svensk presse. Foto: Scanpix

KIEV:Med store ord om glad fodbold og medrivende underholdning tiltrådte den tidligere AaB-træner Erik Hamrén for to et halvt år siden som landstræner i Sverige.

Men tømmermændene har meldt sig efter nederlaget på 2-3 til England fredag aften. Dermed har svenskerne i Hamréns første slutrunde tabt begge sine to første kampe og kan rejse hjem efter kampen mod Frankrig på tirsdag, som nu er uden betydning.
I de svenske medier er der dog bred enighed om at give træneren en chance for at rette op på renomméet i kvalifikationen til VM i Brasilien i 2014, selv om kritikken mod præstationerne i Kijev er hård.
- Det er en fiasko, når man graver sin egen grav og mislykkes på præcis de punkter, hvor man skulle være gode. Offensiv attitude. Pasningsspil. Mod. Bevægelse. Udstråling, skriver Dagens Nyheter.
Det er primært stadig åbningskampen mod Ukraine, som blev tabt 1-2, der svier. Samt det faktum, at Sverige - som stillede med EM's højeste hold - har lukket tre mål ind efter høje indlæg i feltet.
Aftonbladet konkluderer, at EM-chancen blev tabt på gulvet i den hektiske åbningskamp mod et euforisk hjemmehold.
- Sverige rejser ikke hjem, fordi de spillede en dårlig kamp mod England i går. De rejser hjem, fordi de spillede en god kamp med dårlige indslag undervejs.
- Men frem for alt rejser de hjem, fordi de ikke gav sig selv en chance i det totale premierehavari mod Ukraine, lyder analysen.
Aviserne konkluderer, at det endnu ikke er lykkedes Hamrén at overbevise svenskerne om fornuften i mere løssluppen fodbold. Det kunne netop kampen mod den engelske landstræner Roy Hodgson have bidraget til.
Hodgson har tilbragt mange år i Sverige og har inspireret mange svenske trænere til mere pragmatisk og resultatorienteret spil, men i dag er det englænderne, der jubler.
Hamrén skal dog have mere tid til at gennemføre sin "kulturrevolution", mener Expressen.
- Det var også naivt af os at tro, at fornyelsen og forandringen i svensk fodbold skulle være på plads allerede til årets mesterskab.
- Den rejse, som Erik Hamrén tager os ud på, når måske ikke sit mål før VM i 2014, skriver den svenske tabloidavis.
/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.