Håndbold

Svensk profil til HS Nord

EM-præstationer bragte fløjskytte i søgelyset

AALBORG:I konkurrence med etablerede ligaklubber som GOG, FCK og Kolding har nyoprykkede HS Nord sikret sig den svenske landsholdsfløj Erika Nilsson som den første af tre-fire forstærkninger, der skal ruste holdet til debuten i verdens bedste kvindelige håndboldrække. - Erika Nilsson er førstevalg som højre fløj på det svenske landshold, og jeg er overbevist om, at hun bliver en profil i Ligaen, siger HS Nords cheftræner Kenneth Jensen, der satte et stort plus ud for den evnerige venstrehåndsskytte under EM-slutrunden i Danmark i december. Her fik hun i Sveriges tre kampe nøjagtig to timer og syv minutters spilletid, som hun bl.a. udnyttede til at score 13 gange på 19 skud. Ifølge Kenneth Jensen er den kommende HS Nord-spiller god i kontrafasen og formår at sætte sin direkte modspiller af, ligesom et stort skudrepertoire baner vej for stor effektivitet i afslutningerne. Også forsvarsmæssigt betegnes hendes niveau som højt. - Erika Nilsson har besøgt os og set videobånd med nogle af vores kampe, inden hun besluttede sig. Hun virkede tændt på, at vi råder over et ungt hold, som befinder sig i en udvklingsfase, fortæller HS Nord-træneren, der tillige erkender, at Aalborg-holdets geografiske beliggenhed gør det lidt lettere at tiltrække svenske og norske emner i kraft af, at de forholdsvis hurtigt kan tage på visitter hjem. I forhandlingerne med HS Nord har Erika Nilsson gjort brug af den danske spilleragent Steffen Kejlberg. Uden for banen er der også gang i oprustningen hos oprykkerne. Cubus Sports & Entertainment, der står bag både HS Nord og FC Nordjyllands tophold i fodboldens 2. division, har med virkning fra 1. september ansat direktøren for Aalborg City, Arne B. Schade, som salgs- og marketingdirektør. Sammen med direktør Ole Bach Jensen skal han tillige stå for den daglige ledelse af Cubus.