Svensk prosti-tution rykker til Danmark

KØBENHAVN:Når svenske prostituerede og bagmænd flytter deres arbejde til Danmark og andre af Sveriges nabolande, er det helt forståeligt. Det siger Dorit Otzen, der er leder af værestedet Reden i København, som en reaktion på, at de svenske bagmænd er rykket til Sveriges nabolande, efter at landet som det første i Skandinavien indførte forbud mod prostitution i 1999. Forbuddet mod at købe sex har gjort det alt for dyrt at drive prostitution øst for Øresund, og derfor har et stigende antal svenske alfonser og prostituterede slået sig ned i nabolandene. Det viser en svensk rapport ifølge den norske Dagsavisen. Forbuddet har fået de prostituerede væk fra gaderne, og derfor har bagmændene været nødt til at investere i biler, lejligheder og telefoner for fortsat at drive forretning. Udgifterne er dermed blevet så store, at det bedre har kunnet betale sig at flytte til nye markeder i Danmark, Norge og Finland. Og det kommer ikke bag på Dorit Otzen. Gennem sit arbejde har hun bemærket, at de svenske bagmænd som noget nyt er begyndt at operere i København. - Vi har også set udenlandske kvinder, der er sat i det svenske asylsystem, som er sat i prostitution i København. Men det er ikke i stort tal, forklarer hun. Dorit Otzen ser det som en naturlig udvikling, når et land har et forbud, mens andre tillader problemet at gro. - Før var de i Sverige. Der kan de ikke tjene penge mere, og derfor tager de til Danmark, siger hun. Samtidig understreger hun, at det fortsat er aktuelt at indføre et forbud mod prostitution i Danmark. - Jeg synes ikke, at fordi svenske kriminelle opererer i Danmark og Norge, så skal vi sige, at hvis vi indfører forbud, flytter det bare til Tyskland og Norge. Hvert land må gøre op med sig selv: Vil vi lukke dørene op for den her slags kriminalitet, og vil vi have, at den øges i vores land? siger hun. Hos Socialdemokraterne er ligestillingsordfører Kirsten Brosbøl ikke klar til at forbyde køb af sex herhjemme. Men hun mener, at der er kraftigt brug for en debat om den lovlige prostitution. - Vi skal fokusere på efterspørgselssiden og diskutere, om det overhovedet skal være acceptabelt, at man kan købe sig til sex, siger hun. Ordføreren påpeger, at der er tradition for, at den danske indsats over for prostitution indtil nu har koncentreret sig om den sociale indsats, men at der er brug for at fokusere på den retslige indsats også. - Der ligger allerede nogle redskaber i straffeloven, problemet er, at det overhovedet ikke er prioriteret i politiets arbejde. Der er behov for, at vi i forbindelse med politireformen får sat fokus på problemet og får skabt et decideret indsatshold, der tager sig af prostitution og menneskehandel. En gruppe, der kan tage ansvar for den her opgave, og få sat gang i efterforskningen, forklarer hun. Den svenske rapport er skrevet af forskeren Adina Craciunescu ved universitetet i Göteborg, og oplysningerne stammer bl.a. fra fagfolk inden for retsvæsnet, politiet, de sociale myndigheder og frivillige organisationer. /ritzau/