Fugle

Svensk skovidyl midt i Vendsyssel

Sømosen byder på en af de smukkeste skovture i Nordjylland

Når man sidder på kanten af mosen og kigger ud på den hvide moseflade omkranset af granner, birk og fyrretræer, indsnuser duften af ferskvand og i det fjerne hører Europas største spætte, Sortspætten, skrige sit karakteristiske kry-kry-kry kan man tro, at man er langt inde i de svenske skove. Men vi er såmænd midt i Vendsyssel. I Dronninglund Storskov på Jyske Ås. Her finder man en af de mest naturskønne skovture i Nordjylland - turen rundt om Sømosen. For langt de fleste folk i Dronninglund er turen rundt om Sømosen ganske velkendt, men for de fleste i Nordjylland er Sømosen en ukendt naturperle. Og det er en skam, for på den godt halve time lange gåtur er der meget at se og opleve på alle årstider. Om sommeren er mosefalden prydet med små hvide duske, når kærulden blomstrer. Hvis man ser godt efter, kan man se, at her er to forskellige arter kæruld - Smalbladet kæruld og Tue-Kæruld, der som navnet antyder vokser i tuer. Her er også mængder af den sjældne Kærmysse og midt i det hele en rigtig hængesæk af flydende spagnum, for Sømosen er en tørvemose. Hvis den havde fået lov at ligge hen helt for sig selv, ville den i dag have været en højmose, men tørvegravning i det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede har gjort mosen til et sælsomt, men smukt mosaik-landskab af sø og mose. Fra de åbne vandflader høres med mellemrum nogle mystiske griseagtige hyl. Her er dog hverken vildsvin eller fritgående grise i skoven. Hylene kommer fra en særpræget fugl, der hævder sit revir - den gråstrubede lappedykker. Den kan ses i mosen fra marts til månedskiftet juli-august, hvor den en stille nat bryder op fra sin sø for at flyve ud til Kattegat. Hovedparten af året er den gråstrubede lappedykker nemlig en havfugl, men i yngletiden opsøger den små søer, hvor den kan bygge en flydende rede i kanten af vegetationen. En god vandresti fører rundt om hele mosen, der er omkranset af skov. En smuk blandingsskov domineret af rødgran og skovfyr, der får Sømosen til at ligne en smålandsk idyl. Det er lige før man forventer at møde Emil, Ronja Røverdatter og andre af Astrid Lindgrens kendte figurer bag den næste busk. Også skovbunden ligner Sverige, for her er fyldt med såvel blåbær som tyttebær. Der er derfor også noget for bærplukkere at komme efter, men da skoven er privat, må man huske, at man kun må plukke de bær, man kan nå fra stien. Mange har svært ved at kende de to dværgbuske, blåbær og tyttebær, fra hinanden, når de ikke har bær, men det er egentligt ret ligetil, når man kigger på bladene. Mens tyttebær er en stedsegrøn busk med mørke, læderagtige blade, har blåbærbusken lysegrønne bløde blade. Når først bærrene er modnet er det naturligvis nemt nok - de røde tyttebær skiller sig klart ud fra de blå blåbær. Man kan også finde mosebølle, der har blå bær ligesom blåbærbuskene, og som derfor nogle gange forveksles med blåbær. Det sker der ikke så meget ved, da de blå mosebøllebær også smager godt, men helt så gode som blåbær er de nu ikke. Sømosen byder imidlertid ikke kun på en smuk natur. Mosen har også en spændende kulturhistorie. I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var Sømosen overvintringsplads for farende gøglere, cirkusfolk og skærslippere, der i vinterhalvåret boede i små fattige hytter gravet ind i skrænten. Blandt de cirkusfolk, der dengang færdes i Sømosen, var kendte cirkusslægter som Mundeling og Benneweis, der jo siden har givet navn til det nok mest kendte danske cirkus gennem tiderne.