Sverige

Svensk søvn slanker

Efter i snart 47 år at have vendt det mest døve af mine to ører til fornuftige menneskers råd, bukkede jeg endelig under her før jul. For de havde jo ret, manden især, at med to diskus prolapser og evigt ondt i ryggen var det måske en investering værd at købe en seng, der var om ikke en prinsesse værdig, så en dronning af en vis alder. Efter syv år på en sovesofa i stuen for at sikre den tredje et eget værelse, har vi to fået et soveværelse og kastet millioner efter en svensk sag, som er skabt til at sove i. Nu vågner jeg om morgenen uden at få skæld ud af et eller flere lemmer, fordi de tilhører en tumpe, der ikke gider behandle dem ordentligt. Jeg vågner uden hævnfølelser overfor stive muskler, knudrede sener og vrantne knogler, uden vrede over at have en krop, der ikke synes om at stå op til dagen. Uden flovhed over egen mangel på evne til at se bare lidt længere end næste måneds løn, men med en glæde over, at jeg gjorde det. At jeg gad investere i at være sødere og rarere at være sammen med. For det er det, der sker. Synes jeg selv. Det gør noget ved humøret ikke at have smerten til at byde godmorgen, men at kunne slå øjnene op uden at føle sig mørbanket på forhånd, og det endda efter en til to timers mindre søvn hver nat end før forbruget af en lønseddel eller to ude i møbelbutikken. Det er så anderledes, at jeg i løbet af ingen tid er holdt op med at være gal på den krop, jeg nu en gang er kommet til verden sammen med. Den vil mig jo ikke noget ondt længere, minder mig ikke længere om sin tilstedeværelse med smerter hver eneste morgengry, men synes, det er rart, at vi sådan skal mødes der, inden solen står helt op. Selvfølgelig er det ikke sengen selv, der har ædt de syv kilo, jeg har forlagt et eller andet sted, siden vi købte den. Men jeg er ikke længere udmattet fra morgenstunden, har mindre lyst til sødt og rører mig mere. Og det er sengen altså medskyldig i. Var det ikke for den, ville jeg stadig vågne smerteplaget og med trang til trøst. Jeg ville ikke smile og få smil retur, men være småsur og lede efter andre måder at få sødme på. Jeg er sikker på, at det ikke er for at få min talje retur, at manden pressede på for at få lov at bruge de mange penge, men jeg tror på den anden side ikke, det gør ham noget, at den er flyttet med op i det nye soveværelse. Selv er jeg dybt forundret. Lidt gal på mig selv er jeg vel også... Hvorfor lyttede jeg dog ikke til de fornuftige folk noget før?