Svensk togstrejke: Ingen tog over Øresund mandag

DSB indsætter busser mellem Københavns Lufthavn og Hyllie uden for Malmø, mens svensk togpersonale strejker.

En togstrejke hos det sydsvenske togpersonale natten til søndag kommer også til at påvirke togtrafikken mellem Danmark og Sverige.

Alle tog mellem Københavns Lufthavn og Malmø vil være aflyst fra i nat klokken 3.00.

Forhandlinger mellem det svenske trafikselskab Veolia og fagforbundet Seka endte søndag eftermiddag uden resultat.

- Vi beklager de gener, som strejken får for vores kunder, der rejser over Øresund, og vi planlægger så godt, vi kan, under de forudsætninger, vi har at arbejde med, sagde direktør for DSB Øresund, Dan Stig Jensen, fredag før strejken var en realitet.

Der er bestilt busser, som skal køre mellem Københavns Lufthavn og Hyllie uden for Malmø.

Ifølge DSB vil busserne køre i pendulfart mellem de to stoppesteder.

Busserne kører i pendulfart over Øresund, men med mange passagerer til og fra Københavns Lufthavn, der medbringer stor bagage, er der kun begrænset plads til cykler i busserne.

Konflikten er udløst af Veolias melding om, at 250 medarbejdere vil blive afskediget.

De fyrede medarbejdere kan søge deres job igen, men ifølge Sydsvenskan vil det ske på væsentligt forringede vilkår.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst