Aalborg

Svensk vaneforbryder igen på spil i Nordjylland

En 42-årig mand, der har flere domme bag sig og er udvist for bestandigt, er igen mistænkt for kriminalitet i Nordjylland

Foto: Torben Hansen

Foto: Torben Hansen

AALBORG:En 42-årig svensk statsborger, der flere gange er dømt for grov kriminalitet i Nordjylland og er udvist for bestandigt, venter lige nu på endnu engang at blive udleveret til retsforfølgning i Nordjylland efter ny kriminalitet.

Det bekræfter politiinspektør Michael Kjeldgaard, Nordjyllands Politi.

Den 42-årige blev i 2011, sammen med to medgerningsmænd, dømt for et voldsomt røveri mod Klitgaard Ure i Aalborg i marts 2011. Retssagen fik dengang en del opmærksomhed, da det lykkes to af de tiltalte, blandt andre den 42-årige, at flygte fra retten gennem et toiletvindue.

Han blev senere anholdt i Sverige og sendt til afsoning i Aalborg, hvor han afsonede halvdelen af sin straf på to års fængsel, inden han blev udsendt til Sverige. Men blot et døgn senere vendte den 42-årige tilbage til Nordjylland, og to måneder senere begik han væbnet røveri mod Nørresundby Banks filial på Viaduktvej i Nørresundby sammen med en anden gerningsmand.

Ny kriminalitet

Det kostede den svenske vaneforbryder tre et halvt års fængsel og udvisning for bestandigt, men noget tyder på, at det ikke har holdt ham væk fra det nordjyske.

Efter anmodning fra Nordjyllands Politi, er den 42-årige blevet anholdt i Sverige, og venter nu på at blive udleveret til Danmark.

- Han har indrejseforbud, men vi mener, at han alligevel har været i Nordjylland, hvor han har begået ny kriminalitet. Derfor har vi anmodet, at han bliver udleveret til retsforfølgelse i Danmark, siger politiinspektør Michael Kjeldgaard, Nordjyllands Politi.

De nye sager mod den 42-årige, hører under kategorien berigelseskriminalitet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.