Löfven: Valgresultat skal samle anstændige partier

Senest to uger efter, at den nyvalgte riksdag samles, vil statsministeren stå over for afstemning om tillid.

Ritzau
Det er endnu langt fra sikkert, at statsminister Stefan Löfven kan blive siddende som statsminister. En vigtig afstemning venter i Riksdagen. Foto: Tt News Agency/Reuters
Politik 16. september 2018 10:27 - Opdateret 16. september 2018 11:28

Det endelige valgresultat er klart efter sidste søndags valg i Sverige. Det ændrer ikke på den mandatfordeling, som allerede er kendt.

Det oplyser Anna Nyquist, der leder den svenske valgmyndighed.

Det betyder, at den rødgrønne blok har sikret sig 144 mandater, alliancen af borgerlige partier 143 og Sverigedemokraterna 62.

I en kommentar opfordrer Löfven på ny til, at blokpolitikken bliver brudt i Sverige.

- Det endelige valgresultat viser, at vi socialdemokrater er blevet det klart største parti og har støtte af det største regeringsgrundlag, hvis ikke de borgerlige partier bryder deres løfte og skaber en fælles blok med Sverigedemokraterna, siger han.

- Nu må alle anstændige partier påtage sig ansvaret for at føre Sverige fremad, mener Löfven.

Det borgerlige Centerpartiet, som Löfven tydeligvis har spillet op til, vil ikke kommentere, hvordan det endelige valgresultat vil påvirke forhandlingerne om en ny regering.

Centerpartiet var et af de partier, der gik frem ved valget.

Optællingen har taget noget længere end normalt. Det skyldes, at valgdeltagelsen var stor, og at flere vælgere havde valgt at brevstemme.

Det næste, der skal ske, er, at Riksdagen åbner den 25. september.

Senest to uger efter, at den nyvalgte riksdag samles, skal der - hvis socialdemokraten Stefan Löfven bliver siddende som statsminister - foretages en såkaldt statsministerafstemning.

Hvis flere end halvdelen stemmer nej til ham, må han træde tilbage.

Derefter skal Riksdagens formand pege på en anden kandidat til posten. I alt kan formanden gennemføre den proces fire gange. Men hvis ingen af dem får flertal, så skal der udskrives nyvalg, der skal afholdes inden for tre måneder.

/ritzau/TT

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...