Svensker chef for DR Pigekoret

CHEFSKIFTE:Den 36-årige Cecilia Martin-Löf bliver ny chefdirigent for Danmarks Radios pigekor fra årsskiftet, oplyser DR. Hun afløser Michael Bojesen, der efter næsten 10 år ved dirigentstokken fremover vil koncentrere sig om at dirigere, komponere og formidle. Svenske Cecilia Martin-Löf er uddannet fra Kungliga Musikhögskolan i Stockholm, hvor hun fik eksamen i korledelse i 2006. Siden 2007 har hun været chef for korvirksomheden ved Lunds Universitet, ligesom hun har undervist i korledelse på Malmö Musikhögskola. Derudover har Cecilia Martin-Löf arbejdet som kormester ved Gävle Symfoniorkester, stået i spidsen for flere kor i Stockholm-området samt været repetitør hos blandt andet Det svenske Radiokor, Göteborg Symfoniorkesters Kor og Eric Ericsons Kammerkor. Ved flere lejligheder i 2008 og 2009 har Cecilia Martin-Löf også øvet sammen med DR Koncertkoret og DR Vokalensemblet. DR Pigekoret har eksisteret siden 1938, og det består af 48 piger i alderen mellem 16 og 21 år. Lige siden starten har DR Pigekoret i høj grad været synonym med den danske sang og den nordiske korklang, og i gennemsnit giver koret omkring 60 koncerter om året. Derudover vil mange også kende dem fra DRs radio- og tv-udsendelser, Dagens Sang på DR K og meget andet. Michael Bojesen fortsætter som æresdirigent for DR Pigekoret, og han vil også fortsat være tilknyttet DR i forbindelse med de populære 'Så syng da, Danmark'-koncerter, hvor han er vært. Pigekorets protektor er grevinde Alexandra. /ritzau/