Sverige

Svensker direktør for Arla Foods

ÅRHUS: Svenskeren Åke Modig overtager posten som administrerende direktør i mejeriselskabet Arla Foods til nytår. Den 57-årige Åke Modig har hidtil været viceadministrerende direktør, og han afløser danskeren Jens Bigum, som fylder 65 år til juli og går på pension. Åke Modig har sin familie i Göteborg og arbejder i hverdagene på hovedkvarteret i Århus. Arla Foods er Europas største mejeriselskab. Virksomheden er resultatet af en fusion i 2000 af det danske MD Foods og det svenske Arla. Ifølge formanden for Arla Foods, gårdejer Knud Erik Jensen, har planen for at skifte direktør været klar et års tid. Den afgående direktør Jens Bigum vil fortsætte som næstformand i det kommende Arla Foods UK plc, hvis selskabet bliver godkendt af myndighederne, oplyser Arla Foods på www.arla.dk. Den nye direktør Åke Modig stammer fra Stockholm og er uddannet civiløkonom fra Handelshögskolan. Han blev ansat i Arla i 1972, blev viceadministrerende direktør i 1984, administrerende direktør i 1990 og viceadministrerende direktør for det fusionerede Arla Foods i 2000. /ritzau/