Svensker drømmer om at bryde speedwayforbandelse

Fredrik Lindgren ligger nummer to i VM-stillingen før anden halvdel af speedwaysæsonen og drømmer om VM-guld.

Fredrik Lindgren (til højre) ligger nummer to i VM-stillingen før anden halvdel af sæsonen. Foto: Tt News Agency/Reuters

Fredrik Lindgren (til højre) ligger nummer to i VM-stillingen før anden halvdel af sæsonen. Foto: Tt News Agency/Reuters

Det er 13 år siden, at en svensker sidst vandt det individuelle verdensmesterskab i speedway, men 32-årige Fredrik Lindgren drømmer om, at han kan bryde den kedelige stime i årets VM-serie, hvor han ligger nummer to.

Inden sæsonens anden halvdel går i gang lørdag aften med et løb i svenske Målilla, er Fredrik Lindgren optimistisk, selv om han er 20 point efter førende Tai Woffinden.

- Det er absolut ikke ovre, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at være succesfuld i hver eneste heat resten af året. Jeg kan kun fokusere på mig selv.

- Det er åbenlyst, at Tai har kørt godt og fører fortjent, men vi må se, hvad det rækker til, hvis jeg kører op til mit bedste hver gang, siger Frederik Lindgren ifølge VM-arrangøren.

I 90'erne var Sverige blandt de mest succesfulde speedwaynationer. I årtiet blev både Per Jonsson og Tony Rickardsson individuel verdensmester.

Sidstnævnte er Sveriges mest succesfulde kører, og han vandt blandt andet seks individuelle verdensmesterskaber mellem 1994 og 2005.

Siden har Sverige ikke haft en individuel verdensmester, men dog vundet et enkelt hold-VM tilbage i 2015.

Den seneste svensker til at køre på VM-podiet over en hel sæson var Andreas Jonsson i 2011. Han sluttede som nummer to, men var ikke i nærheden af at slå Greg Hancock, der blev verdensmester det år.

Når VM-sæsonen genoptages lørdag aften er danske Nicki Pedersen også med i feltet. Han skal forsøge at køre sig frem fra sin aktuelle 12.-plads i VM-stillingen.

Den danske veteran, der er med i serien på et wildcard, har som mål at slutte i top-8, da det udløser en billet til næste års serie. Nicki Pedersen er 15 point fra en plads i top-8.

Der kan hentes op til 21 point i hvert grandprix.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden