Udland

Svensker får terrordom i New York

En mand, der har boet i Sverige, er idømt ni års fængsel i USA for at have hjulpet somalisk terrorgruppe.

Svensker får terrordom i New York

Retten i New York idømmer en mand, der oprindeligt stammer fra det østafrikanske land Eritrea, men som har boet i Sverige, ni års fængsel for at hjælpe en terrorgruppe.

Mohamed Ibrahim Ahmed forlod sit hjem i Sverige for at tilslutte sig den militante gruppe al-Shebab i deres kamp mod Somalias regering.

Den 38-årige Ahmed blev arresteret, da han besøgte Nigeria i 2009 - og herefter blev han sendt til USA.

Her blev han i juni 2012 dømt skyldig i at have ydet materiel støtte til en terrororganisation og for at modtage militær træning fra al-Shebab, der står på amerikanernes terrorliste.

- Mohamed Ibrahim Ahmed rejste tusindvis af kilometer for at hjælpe al-Shebab med deres terrorkampagne - og for at lære deres måde at "føre krig" på, siger anklageren Preet Bharara.

- I dag ender hans rejse i fængslet, og det markerer den seneste sejr i vores konstante arbejde med at beskytte amerikanere mod terrorisme både her og i udlandet.

Ifølge anklagerne er Mohamed Ibrahim Ahmed langt fra den eneste, der har rejst til Somalia for at støtte al-Shebab.

- Al-Shebab har rekrutteret udenlandske folk til deres "hellige krig" i Somalia. Det har resulteret i, at mænd fra andre lande - inklusiv USA - har rejst til Somalia for at deltage i den voldelige jihad.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst