Svensson jagter håneret

AaB's svenske back klar til sjov kamp mod gamle holdkammerater

Kristian svensson er klar til mødet med sin gamle klub. Foto: Torben Hansen

Kristian svensson er klar til mødet med sin gamle klub. Foto: Torben Hansen

AALBORG:Det er sjovt at spille for AaB Håndbold i øjeblikket, og for højrebacken Kristian Svensson bliver det endnu sjovere, når holdet i aften spiller topkamp ude mod FCK i Ligaen. - Ja, det bliver hyggeligt. Det giver altid lidt ekstra krudt, når man skal spille mod sin gamle klub, siger Kristian Svensson, der var FCK'er i tre år inden, han kom til AaB. Af samme grund har han spillet på hold med de fleste af dagens modstandere - uden at det får ham til at insistere på at lægge taktikken. - Jeg tror ikke, at vi ændrer noget specielt. Vores forsvar fungerer rigtigt godt, og Søren og Jannik tager godt fra. Det giver os nogle lette mål på kontra, siger Kristian Svensson. Netop målmandsposten kan blive en af nøglerne til sejr. AaB råder over landsholdskeeper Søren Rasmussen og ungdomslandsholds ditto Jannik Green, mens FCK's målmandsduo hedder Valter Matosevic og Steinar Ege - med masser af landsholdserfaring fra henholdsvis Kroatien og Norge. Netop Steinar Ege har tidligere egenhændigt afgjort kampe mod AaB, men Kristian Svensson håber, at han kan skyde hul på ham. - Det gælder om at skyde, hvor han ikke er, lyder det med et grin på spørgsmålet om nordmandens svage sider. I træning har de to gamle klubkammerater efter Svenssons mening spillet lige op. - Men jeg håber, at det er min tur til at vinde i morgen, siger den svenske back. AaB stiller i stærkeste opstilling til kampen, og mens de fleste af spillerne har haft hvileuge, har en håndfuld tanket selvtillid på diverse landshold. Søren Rasmussen var med hos Danmark, som vandt tre kampe i Interwetten Cup i Østrig, mens Jonas Larholm, Mattias Gustafsson og Jan Lennartsson var med, da Sverige slog Rumænien i EM-kvalifikationen.