Svenstrup/Godthåb manglede skarphed

Fodbold serie 1 pulje 3 Svenstrup/Godthåb - Sulsted 0-1 (0-1) Mål: 0-1 Carsten Frederiksen SVENSTRUP: Med manglende skarphed i flere situationer har hjemmeholdet kun sig selv og en særdeles velspillende Kasper Juul i gæsternes mål at takke for, at det ikke blev til i det mindste ét point i lokalopgøret lørdag eftermiddag. Gæsterne kom bedst fra start og lagde et massivt pres på hjemmeholdet fra første fløjt, men det var alligevel Svenstrup der først var tættest på med et godt hovedstød af Anders Buur og en ripost, som Johnny Thomsen ikke rigtigt fik ram på. De to var kort efter på spil igen uden resultat, mens Carsten Frederiksen i det 10. minut fik scoret på et indlæg fra Rasmus Juul. Kort efter var det tæt på 2-0 til gæsterne efter et udmærket forsøg fra Henrik Hedegaard og i det 20. minut blev et glimrende forsøg fra Sulsteds målfarlige Henrik Rasmussen flot reddet af Jesper Aagaard i Svenstrup-målet. Omkring den halve time spillet kom hjemmeholdet mere og mere med i kampen og sidste sæsons topscorer Johnny Thomsen havde et par forsøg akkurat som gæsternes Hennrik Rasmussen havde det på contra-løb I anden halvleg lagde Svenstrup hårdt ud og i det 48. minut måtte Simon Kjær se et hovedstød mesterligt afværget af Kasper Juul, mens Jens Sørensen kort efter havde et godt forsøg lige forbi. I det 65. minut kom Johnny Thomsen for sent til et farligt indlæg fra Anders Secher og minuttet efter havde Chr. Kjelde et godt langskud. I det 75. minut blev endnu et hovedstød fra Anders Buur reddet ved roden af den ene stolpe og i det 80. minut ramte topscorer Chr. Kjelde stolpen med et godt skud. Derved blev det så Sulsted kunne tage hjem med de tre point efter en rigtig arbejdsindsats tilsat lidt held. mølbæk