Svenstrup-kører var Karl for sin nye rallybil

Motorsport 23. april 2003 08:00
TIELT: Mens hovedparten af den danske rallyelite varmede op til kampen om det danske mesterskab i rally 2003 - ved deltagelse i årets Rally Grand Prix ved Kongensbro i påskedagene - havde sidste års danske mester i rally i gruppe H - Morten Karl, Svenstrup, valgt at forberede sig til sæsonen ved at tage til Belgien og deltage i TAC Rally 2003 ved byen Tielt i Flandern. Det belgiske rally blev udvalgt som forberedelse til sæsonen for at teamet kunne afprøve og eksperimentere med en helt ny bil - en Mitsubishi EVO 7 med turbo og firehjulstræk - som teamet har lejet af Kristian Poulsen til deltagelse i kampen om årets mesterskab i gruppe N. Morten Karl og hans servicemandskab har selv stået for opbygningen af bilen til rally, og der er anvendt adskillige hundrede arbejdstimer i vinterens løb. Og de er ikke anvendt forgæves, for allerede på første af fem hastighedsprøver i Belgien lagde Morten Karl sig i spidsen - og der blev han løbets 300 km ud. Der var til slut en margin på over tre minutter ned til nærmeste konkurrent i gruppe N. Deltagerantallet i det belgiske rally var på i alt 71 biler, og i general-klassementet opnåede Morten Karl og hans co-driver i sæsonen 2003 Kristian Karl en flot femteplads - kun overgået af fire deltagere i biler i gruppe A8. Næste opgave for det nordjydske team er første afdeling af DM i rally, der afvikles omkring Hobro, lørdag 3. maj. mingo
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...