Svenstrup under vanlig standard

Vodskov 2. september 2002 08:00

Serie 1, kreds 3 Vejgaard-Svenstrup 0-0 VEJGAARD: Efter tennissejren over Vodskov og den flotte kamp mod topholdet Dronningborg forleden var der ventet langt mere af Svenstrup-holdet i lokalopgøret mod Vejgaard, der kæmper hårdt for at komme fri af den truende nedrykning. Gæsterne havde åbenbart ikke fået hænderne ned endnu ovenpå den flotte sæsonstart, og pænt sagt var samtlige spillere hos Svenstrup meget langt under vanlig standard ifølge træner Bo Christensen. Der var dog en enkelt undtagelse, og det var målmand Jacob Madsen, der med storspil mellem stængerne forhindrede, at Vejgaard fik en ellers fortjent sejr. Ikke siden sæsonpremieren mod Fjordbakken først i april er Vejgaard gået fra banen, uden at der er blevet scoret mod holdet og kun manglende skarphed forhindrede, at Vejgaard fik en sikker sejr. Således havde Martin Bak tre meget store chancer, mens blandt andet Martin Sørensen og Jeppe Nielsen hver havde mindst to gode muligheder for at sikre tre hårdt tiltrængte point. På trods af en lang række afbud hang spillet godt sammen hos hjemmeholdet og der blev, i modsætning til gæsterne, kæmpet flot over hele linien. I det 80. minut var det tæt på at Svenstrup havde sikret sig alle tre point men et nærgående skud fra Søren Theis blev mesterligt reddet af Rene Jørgensen i Vejgaard-målet. mølbæk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...