Svenstrup vandt knebent

Serie 1, pulje 3 Svenstrup - Hjørring Frem 5-4 (1-2) Mål: 1-0 Peter Theis (straffe), 1-1 og 1-2 Jacob Larsen, 2-2 Peter Theis (straffe), 3-2 og 4-2 Henrik Nielsen, 4-3 og 4-4 Henrik Pedersen, 5-4 Søren Theis SVENSTRUP: Det blev en fremragende serie 1 kamp fredag aften på Svenstrup stadion og uafgjort 7-7 eller lignende var absolut indenfor rækkevidde i den meget underholdende kamp. Efter nederlaget i sidste uge ude mod Hadsund blev Svenstrups udebanestatistik ødelagt, og så kunne den kedelige på hjemmebane også få sig et skud for boven. Det lykkedes lige akkurat med en energisk indsats men det holdt hårdt til sidst. Allerede fra første fløjt var der gang i kampen og i det 3. minut burde Henrik Pedersen have bragt gæsterne foran. I sekunderne efter blev Henrik Nielsen fældet i den modsatte ende, og det efterfølgende straffespark udnyttede Peter Theis sikkert. Kun tre minutter efter var Andy Gatten alene igennem men en lidt ukoncentreret afslutning blev lige akkurat reddet på stregen. Udligningen faldt i det 15. minut på et godt skud fra kanten af feltet af Jacob Larsen og samme spiller gjorde det i det 39. minut til 2-1 til gæsterne efter at have opfanget et forkølet indkast fra hjemmeholdet. Forinden havde Hjørrings Jesper Bunde haft et godt forsøg, men i den modsatte ende havde Henrik Nielsen og Søren Theis også gode forsøg, der i bogstaveligste forstand lige akkurat blev reddet på målstregen. Også Christian Kjelde og Peter Theis havde gode forsøg, inden Hjørring kom foran og lige efter burde Henrik Nielsen på et skud og Simon Kjær på et hovedstød have udlignet for Svenstrup. Det var dog Hjørring, som med Jesper Bunde i helt fri position, var tæt på at bringe sig foran 3-1 i de døende sekunder af første halvleg, men til stort held for hjemmeholdet blev kampens måske største chance brændt. Begivenhederne fortsatte i anden halvleg for allerede i det 46. minut ramte Henrik Nielsen stolpen. Ikke længe efter fik Svenstrup et gult kort, men i den periode vendte kampen alligevel. I det 50. minut blev Søren Theis fældet i det kriminelle felt, og fire minutter senere kæmpede Henrik Nielsen sig energisk fri for afsluttende at afdrible gæsternes målmand inden scoringen til 3-2. Det blev 4-2 i det 60. minut efter et hurtigt frispark og det var igen Henrik Nielsen, der passerede Hjørring-keeperen. Bagud måtte Hjørring-holdet satse og det skete med flere nærgående forsøg, inden veteranen Henrik Pedersen viste sit værd med to scoringer i det 64. og 69. minut. Det var endog meget tæt på at gæsterne var kommet foran også, men flere pragtredninger af Jacob Madsen i målet holdt Svenstrup inde i kampen til det sidste trods et stort pres fra gæsterne. Det blev dog til forsøg i den modsatte ende af banen, og Andy Gatten var med et flot lob over Frems målmand tæt på at blive matchvinder. Det lykkedes det imidlertid for topscorer Søren Theis at blive få sekunder før tid, og det skete efter godt forarbejde af Casper Bandholst og Jens Sørensen. mølbæk