Sverige afviser danskere efter nye coronarestriktioner

Omkring 80 personer er blevet afvist ved indrejse til Sverige grundet nye coronarestriktioner.

Op til 80 danskere er tirsdag blevet afvist ved Øresundsbroen, da de forsøgte at komme ind i Sverige.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Det skyldes, at nye coronarestriktioner i Sverige er trådt i kraft, og det betyder, at man skal fremvise en negativ test, der er højst 48 timer gammel, for at krydse grænsen til Sverige.

Testkravet for indrejsende gælder også vaccinerede. Ved politiets kontrolpost ved Øresundsbroen bliver alle biler stoppet, og alle bliver bedt om at fremvise en negativ test.

- Nogle er forberedte på, at sådan noget kan ske, mens andre bliver meget irriterede, siger lederen for grænsepolitiet i det sydlige Sverige, Mats Berggren, ifølge TT.

Der er undtagelser for folk, der pendler til arbejde eller studie på den anden side af Øresund. Men det skal man kunne dokumentere, når man bliver stoppet ved grænsen.

/ritzau/