Japan

Sverige håner Japan

- De værste, jeg nogensinde har spillet imod, siger svensk kaptajn før dansk skæbnekamp ved VM

OSTRAVA:Kujonhockey! Det er de værste jeg nogensinde har spillet imod, og jeg håber aldrig, at jeg kommer til at møde dem igen. Den svenske kaptajn, Färjestad-spilleren Jörgen Jönsson, var meget ublid i sin vurdering af Japan efter, at Sverige havde vundet søndagens kamp med beskedne 5-1. Japan er Danmarks sidste modstander i det indledende gruppespil, og vinderen af den kamp fornyer samtidig adgangskortet til A-gruppen, mens taberne må ud i nervepirrende nedrykningskampe. - Japanerne er gode skøjteløbere, men værdiløse teknisk, lyder det skarpe skudsmål fra svenskernes største profil, Daniel Alfredsson fra NHL-klubben Ottawa Senators. I den svenske lejr er man overbevist om, at de skandinaviske naboer fra upåagtede Danmark vinder aftenens styrkeprøve på tværs af kontinenterne. - I modsætning til Japan har danskerne deres eget spil. De spiller hockey ud fra deres egen stil og tør angribe. Det er den store forskel på Danmark og Japan, betoner Jörgen Jönsson. Japansk hovedrysten Den japanske træner, Mark Mahon, ryster imidlertid på hovedet af den svenske nedrakning. Han påpeger det logiske i, at japanerne måtte spille en forsvarskamp mod de svenske favoritter for at undgå en afklædning og finder de blå/gules kritik skinger. Men i stedet for at kaste sig ud i en verbal forsvarskrig vælger han at se frem mod gyseren mod Danmark. - Danskerne har en fire-fem teknisk velfunderede typer, som godt kan lide at udfordre og gå direkte mod mål. Dem skal vi have bremset, og gerne med fysiske midler. Derudover skal vi spille bredt, og udnytte, at vi er hurtigere på skøjterne end dem. Vores forwards er en del stærkere i antrittet end danskernes noget tunge backs, ræsonnerer Mahon. Dansk respekt Mahons danske kollega Mikael Lundström overværede japanernes kamp mod svenskerne, og var ikke overrasket over asiaternes stil. - Men jeg er ikke sikker på, at Japan vil spille ligeså defensivt mod os. Det håber jeg i hvert fald ikke, for det er svært at angribe mod et hold, der konstant forsvarer sig med fem spillere. Men vi er forberedte på deres defensive taktik, og vil spille med både kløgt, tålmodighed og disciplin, siger den landstræner Lundström. Men efter to kampe mod Sverige og Rusland i underhundens taknemmelige rolle er danskerne nu pludselig favoritter. - Vi skal have respekt for dem for de er gode, hurtige skøjteløbere, men de er ikke så pucksikre, som de to første hold vi har mødt, og deres boksplay (undertalsspil, red) stresser ikke så meget, som Ruslands og Sveriges. Det er en klar fordel, idet vi så får optimale muligheder for at sætte vores powerplay op, konkluderer den kommende FIK'er Bent Christensen. Topper nu I den danske lejr spirer optimismen efter de to gode kampe mod Rusland og Sverige. - Jeg synes, vi spiller meget mere lige op med de to stormagter end cifrene antyder, siger Kim Staal. - Specielt mod Rusland var jeg meget fornøjet med vores spil. Tempoet bliver stadig bedre, og nu kulminerer det forhåbentlig mod Japan, følger Mikael Lundström op. Den store ubekendte faktor er nu, om danskerne så også formår at skabe en ishockeykamp mod et defensivt orienteret hold som Japan. Det har mandskabet ikke været nødsaget til i kampene mod Rusland og Sverige ligesom de fleste optaktskampe til VM også har været mod stærke opponenter, som selv har dikteret spillet. - Selvom vi er klar over kampens betydning, ryster vi ikke i bukserne. Der er en utroligt god stemning i truppen, og vi har afgjort lært af de fejl, som vi blev straffet på i de to første kampe. Vi har stadig den bedste kamp til gode, og den har vi gemt til japaneren, lyder det selvtillidsfyldt fra Esbjerg-backen Andreas Andreasen.