Sverigedemokraternas leder: Nu vil vi have indflydelse

Sverigedemokraterna kommer til at få indflydelse efter dette valg, siger partileder Jimmie Åkesson.

Ritzau
Sverigedemokraternas partileder, Jimmie Åkesson, var i højt humør, da han ved 23-tiden talte til partiets medlemmer og støtter under valgfesten i Stockholm. Foto: 10040 Anders Wiklund/TT/Ritzau Scanpix
Valg og folkeafstemninger 9. september 2018 23:19

Der er en storsmilende partileder for Sverigedemokraterna, der søndag aften ved 23-tiden hoppede op på scenen ved partiets valgfest på restaurant Kristallen i Stockholm.

- Vi er valgets vindere, råber partileder Jimmie Åkesson i en tale ved partiets valgfest søndag aften.

Han peger på, at de foreløbige resultater viser dødt løb mellem den rødgrønne blok og den borgerlige alliance.

- Forstår I, hvad det betyder, spørger Åkesson til sine tilhængere, der svarer med et jubelbrøl.

- Vi kommer til at få uhørt indflydelse, slår han fast.

Med stemmerne talt op i 5618 ud af de 6004 valgdistrikter ser Sverigedemokraterna ud til at få 17,7 procent af stemmerne og dermed blive valgets tredjestørste parti.

I sin tale stiller Åkesson et ultimatum til Moderaternas leder, Ulf Kristersson, der har lovet sine vælgere, at der kommer en ny regering efter valget.

Ifølge Åkesson kan han vælge at samarbejde med Socialdemokraternas leder, den nuværende statsminister, Stefan Löfven, eller med Sverigedemokraterna.

- Det, der betyder noget for de andre partier, er at holde os uden for indflydelse. Vi får se i de kommende uger, om det er det, de stadig synes, eller om de er klar til at tage ansvar, siger Åkesson i sin tale.

Han opfordrer Moderaternas leder til at mødes med Sverigedemokraterna og tale om mulighederne for at danne regering.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...