EMNER

Sveriges regering sakker bagud

STOCKHOLM:Det kræver en slutspurt af hidtil uset omfang, hvis Sveriges borgerlige regering skal gøre sig håb om at genvinde magten ved Riksdagsvalget i september. En ny meningsmåling viser, at centrumvenstrekoalitionen af Socialdemokraterna, Miljöpartiet og Vänsterpartiet har øget sit forspring over den borgerlige regeringsalliance. Og Iagttagere vurderer, at det nu bliver meget svært for den konservative statsminister Fredrik Reinfeldt og hans borgerlige regering at genvinde magten. - De partier, som fører i foråret plejer at vinde valget. Socialdemokraternas og deres leder Mona Sahlin, kan glæde sig over fremgangen. De tre oppositionspartier har 51,2 procent af vælgerne bag sig, mens regeringen har 43,1 procent. Oppositionens føring er fire procent større end på samme tid for et år siden og en stigning på et par procent sammenlignet med marts måned. De fire regeringspartier har ellers haft vælgervind i sejlene de seneste måneder og har indtil april mindsket venstrefløjens føring. Men i de seneste uger, har den rødgrønne koalition fået flere vælgere bag sig./ritzau/