Sviatchenko efter FCM-guld: Jeg har leveret mit arbejde

Forsvareren kom til FCM fra Celtic på lejeaftale i vinter og vil nyde guldet, før han tænker på fremtiden.

Ritzau
FC Midtjyllands Erik Sviatchenko modtager og giver en krammer, efter at midtjyderne vundet DM-guldet. Foto: Scanpix/Henning Bagger
Fodbold 21. maj 2018 21:47

FC Midtjylland tog en 1-0-sejr mod AC Horsens i Superligaens sidste runde og sikrede dermed klubbens andet mesterskab.

Midterforsvareren Erik Sviatchenko kom tilbage til FCM i vinter på leje frem til sommer fra den skotske storklub Celtic, men fremtiden for den danske stopper er endnu åben.

- Jeg vil bare gerne nyde ferien og festen, og så tager vi det med de klubber, der er involveret, siger Sviatchenko.

Forsvarsspilleren med de ukrainske rødder vil gerne fortsætte i udlandet, men han udelukker ingen klubber - heller ikke FC Midtjylland.

- Jeg udelukker ingen, og skulle selveste Real Madrid ringe, så er jeg klar, fortæller forsvarsspilleren.

Mesterskabet, som blev sikret mandag, udløser en plads i Champions League-kvalifikationen, men det ændrer ikke noget for FCM-profilen.

- Jeg har ikke tænkt så langt. Jeg skulle levere et arbejde, og det var at hjælpe drengene med at vinde guldet, siger forsvarsprofilen.

FC Midtjyllands finske profil Tim Sparvs fremtid er der også tvivl om, da hans kontrakt udløber denne sommer.

Den finske landsholdsspiller ville ikke kommentere på fremtiden, men han lover, at der er nyt i de kommende dage.

- Det hører I snart om. Der kommer snart en melding, siger Sparv.

Kampen mellem FCM og AC Horsens blev afgjort på en scoring af midtjydernes Marc Dal Hende, som fik MCH Arena til at bryde ud i guldjubel.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...