Sviatchenko revser Robert Skov for manglende respekt

FCK's Robert Skov mangler respekt ifølge Erik Sviatchenko. Ståle Solbakken forsvarer FCK-profilen.

Ritzau
Robert Skov og Erik Sviatchenko kom i verbal infight i slutfasen af torsdagens pokalbrag i Herning. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Fodbold 1. november 2018 22:51

FC Midtjylland slog torsdag aften FC København ud af Sydbank Pokalen i en kamp, som endte 2-0 til de danske mestre.

Kampen var præget af mange dueller, og i kampens slutfase kogte temperamenterne over, hvorefter FC Midtjylland-forsvarsspilleren Erik Sviatchenko og FCK-kantspilleren Robert Skov røg i totterne på hinanden.

Efter kampen var FC Midtjylland-forsvareren utilfreds Robert Skovs opførsel.

- Jeg blev ramt på siden, og det gjorde ondt, for jeg fik et slag i ryggen mod Brøndby, og der blev jeg så ramt igen i kampen mod FCK. Af den grund kom Robert Skov og jeg op at skændes.

- Det er sjovt, at der ikke er respekt for den gode tone, men det er jo unge spillere nu om dage, siger Erik Sviatchenko, som ikke vil komme ind på, hvad der præcis blev sagt på banen.

Ifølge Sviatchenko er Robert Skov blev en anelse for kæk efter skiftet til hovedstadsklubben.

- Jeg synes, at man som ung spiller, der har haft tur i den og gør det rigtig godt, skal huske, hvor man kommer fra. Han er trods alt fra Silkeborg i Jylland, siger Sviatchenko, som scorede midtjydernes første mål i sejren over FCK.

Robert Skov var tydeligt skuffet efter nederlaget, og han havde ikke lyst til at dele sit syn på episoden med pressen efter kampen.

I stedet kom Ståle Solbakken ud og forsvarede FCK-profilen.

- Jeg synes, at det er noget forbandet vrøvl at stå at sige. Hvis der er én i dansk fodbold, som ikke mangler respekt for nogen eller noget, så er det Robert Skov, siger Ståle Solbakken

Ifølge Ståle Solbakken er Sviatchenkos udtalelse et tegn på misundelse.

- Robert Skov har glædet mange tilskuere på det seneste, så det må være misundelsen, som springer frem, når han kommer med sådan en idiotudtalelse, siger Ståle Solbakken.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...