EMNER

Svigermor-syndromet

? MIN KÆRESTE og jeg har boet sammen i fem år og har en datter på tre år. Vi har det på alle måder godt sammen, og vores datter trives fint. Det eneste store problem er min mor. Hun kommer ofte på besøg, og hver gang har hun kommentarer til det ene eller det andet (alt fra vores datters opdragelse til gardinerne, og hvordan man laver kartoffelmos), og det sårer min kæreste. Efterhånden kan jeg godt se hvorfor, selv om jeg har vænnet mig til at overhøre min mors bemærkninger gennem mange år. Min mor har været alene i mange år og har dårligt hjerte, så jeg og mine søskende har vænnet os til at ¿gå på æggeskaller¿ omkring hende. Både min kæreste og jeg har forsøgt at tale med min mor om dette, men det eneste, der er sket, er, at hun siger det samme som før - blot begynder hun med at sige, at vi ikke må tro, at hun siger det for at blande sig. Jeg prøver at forklare min kæreste, at hun ikke mener noget ondt med det, men det ødelægger min kærestes humør i flere timer hver gang. Jeg føler mig i klemme mellem min kæreste og min mor. Hvad kan vi gøre? ! Det er et velkendt problem, du og din kæreste står med - og vanskeligt at løse. Du har sikkert ret i, at din mor ikke mener noget ondt med det, men bare prøver at være hjælpsom og interesseret. Problemet er, at hun gennem et langt liv har udøvet sin omsorg for mand og børn uden egentlig at interessere sig for, om I nu også selv mente, at I havde brug for hjælp. Og da hverken din far eller du og dine søskende har korrigeret hende, er det blevet hendes måde at være værdifuld for jer på. Dermed ligner hun masser af mødre, som ikke har forstået, at deres rolle som mor nu er udspillet, og at hun må skaffe sig en invitation til sine voksne børns liv, hvis hun vil tage del i det. Hun har ikke partoutkort. Dermed krænker hun konstant jeres grænser, og selv om du er delvis ¿galvaniseret¿, er det sårende for både dig og din kæreste. Specielt din kæreste oplever selvfølgelig, at hun konstant bliver diskvalificeret og kritiseret, og det kan hun ikke bare ¿forstå¿ eller bære over med. Oplevelsen af at være i klemme, som du skriver, er altid et signal, der fortæller os, at vi må træffe valg. Der kommer et tidspunkt i enhver mands liv, hvor han må vælge mellem sin kæreste og sin mor, og det tidspunkt er nu inde for dig. Det betyder ikke, at du skal vælge din mor fra og aldrig se hende igen, men at du må placere din loyalitet der, hvor den hører hjemme - hos din kæreste. Først når hun føler sig helt sikker på, hvor hun har dig, kan hun evt. lære at beskytte sine grænser og at være sammen med din mor uden at føle sig krænket. Indtil det sker, kan du blive nødt til at være sammen med din mor alene, når du har lyst til at se hende, eller hun har brug for dig. På denne måde kan jeres datter også fortsætte med at have en farmor, som hun kan opbygge sin egen personlige relation til. Formentlig er det sådan, at både du og jeres datter elsker din mor, og det gør jeres situation anderledes end din kærestes. Hun og din mor kan evt. opbygge et kærligt forhold til hinanden, men det kan tage lang tid eller vise sig at være umuligt. Så længe din mor ikke har sans for din kærestes grænser og følelser, er det i hvert fald ikke muligt. Hvis du beslutter dig for at følge mit råd, vil jeres datter undre sig over den nye situation og begynde at stille spørgsmål. Fortæl hende sandheden: ¿Mor bryder sig ikke om at være sammen med farmor. Hun bliver i dårligt humør og ked af det¿. Der er ingen grund til at sætte jeres datter i samme klemme, som du føler dig i. Dette handler ikke om at være sammen imod din mor, men om at det er o.k., at din kæreste tager vare på sig selv - med din aktive støtte. Måske kan din mor lære at være sammen med jer alle tre uden at krænke din kærestes grænser, men det kræver, at hun bliver mindre selvoptaget og mere sensitiv og lyttende. Hvis hun ikke magter dette, må hun lære at leve med, at ikke alle synes, hun er lige vidunderlig, eller finder det meningsfuldt at lære at gå på æggeskaller. Når vi ¿beskytter¿ andre mennesker på denne måde, bliver de isolerede og ensomme, og det forstærker ofte deres uheldige adfærd. Det kan være både udfordrende og pinefuldt at se sin egen mor gennem et andet menneskes øjne, og jeg synes ikke, det tilkommer voksne børn at forsøge at lave deres forældre om. Den eneste mulighed, der findes, er at ændre sin egen måde at forholde sig til dem på. Forældre har hverken mere eller mindre krav på at blive accepteret end alle andre mennesker, og på lang sigt er det ikke klogt at beskytte dem mod feedback. Sørg for, at det, du snakker med din mor om, ikke bliver formuleret som anklager eller kritik (selv om hun sandsynligvis kun kan høre det sådan). Mødres kærlighed siges at være grænseløs, og svigermødres er meget ofte grænseoverskridende. Der findes endog svigermødre, som instruerer deres svigerdøtre i, hvordan de skal behandle deres mænd og dermed helt forveksler rollen som partner med moderrollen. Mange af disse svigermødre har selv fundet tilfredsstillelse (eller frustration og ensomhed) i rollen som mødre for deres egne mænd (som har profiteret af at spille hjælpeløse). Din mors generation står midt i et vanskeligt vadested. Vi har generationers tradition for enten at have nære, kærlige og dynamiske relationer til vores forældre, eller også kommer vi bare forbi en gang imellem og ¿spiller spillet¿. Som det er nu, vil vi gerne kunne ændre på forholdet, når børnene er blevet voksne og erstatte voksen-barn-relationen med et voksent venskab. Din mor mangler som de fleste klare forbilleder og har derfor brug for et kontant og kærligt modspil fra sine voksne børn, hvis hun skal kunne melde sig ud af rollespillet.