Svigt og respekt

Da redningshelikopterne fløj hjem efter fire timers eftersøgning ved Læsø natten til fredag 5. december, rejste de ellers så sindige fiskere sig i vrede.

De fortsatte selv eftersøgningen, indtil de fandt ligene af de to fiskere, der gik ned med Melissa. Men selvom det viste sig, at de to ikke havde haft en chance i det kolde vand, så følte fiskerne sig svigtet af Søværnets Operative Kommando (SOK). På Christiansborg følte venstremanden Svend Heiselberg også, at der var noget galt. Som gammel fisker og tidligere formand for fiskerne i Hanstholm skurede det i hans ører, at redningsfolkene var blevet kaldt hjem så hurtigt, og det viste sig hurtigt, at han havde ret i, at aktionen ikke var efter bogen. Blandt andet havde kommunikationen været dårlig, og redningsskibet Vestkysten var ikke straks blev sendt afsted. I ugen efter forliset blev sagen politisk, da Svend Heiselberg stillede spørgsmål til sin partifælle i Forsvarsministeriet. Torsdag før jul kulminerede den, da forsvarsminister Svend Aage Jensby i et åbent samråd skulle forklare, hvorfor SOK havde trukket sig ud. Samrådet formede sig, som sådan noget for det meste gør. Ministeren valgte at bakke op om SOKs beslutning, men lovede, at fejlene ville blive rettet. SOK fastholdt, at det var et rigtigt skøn, at de trak sig ud, fordi de var 100 procent sikker på, at fiskerne var døde. Imens forsøgte oppositionen at få Jensby til at indrømme flere fejl, men sagen var nogenlunde klar: Der var begået fejl, men ikke nogen så alvorlige, at der skulle rulle hoveder. Sådan bølgede det frem og tilbage, indtil Svend Heiselberg tog ordet. - Jeg har også selv været udsat for at skulle eftersøges med fly. Til manges ærgrelse slap jeg levende fra det, sagde han til almindelig morskab, som dog lynhurtigt forsvandt, da han fortsatte: - Men det medførte, at vi fik en for tidligt født søn, som døde af det. Man må forstå, at der er mange følelser i det her. Ikke bare for mig, men for fiskerne og de efterladte i den sag her. Så hang den i luften. En brandstorm Svend Heiselberg er ikke ude efter fyresedler til SOK. Han har gennem sine mange år som fisker og formand for fiskerne haft et glimrende forhold til redningstjenesten og har ikke hørt, at det skulle have ændret sig. Men det gode forhold kræver respekt, og det manglede ved Læsø. - Når fiskerne kommer i sådan en situation, så skal de kunne stole på, at foruden deres kollegaer, så sætter man også den redningsassistance ind, som der er nødvendig, siger han. Det blev Svend Heiselberg selv nødt til at stole på en kold februarnat i 1968. - Vi var ude i en brandstorm og fik motorskader. Båden blev halvt smadret. Lukafet var fyldt med vand, men vi fik det tømt og tørret så godt, vi kunne, fortæller han, om dengang han som skipper på C. Heiselberg var tæt på at miste livet sammen med sine tre folk. 20-tonneren, som var opkaldt efter Svend Heiselbergs mor, drev for strøm og vind i stormen, og hjemme i Thyborøn fik familien meldingen om, at skibet var savnet. - Min kone gik og var gravid. Vi viste ikke dengang, jeg sejlede ud, at hun skulle have tvillinger. Da de meldte os savnet i radioavisen, blev hun syg dagen efter og fødte senere to drenge, hvor den ene døde på grund af for tidlig fødsel, fortæller han. Lang ventetid Alt det vidste Svend Heiselberg dengang ikke noget om. Sammen med sine folk forsøgte han at holde modet oppe i sikker forvisning om, at eftersøgningen ville fortsætte, indtil de blev fundet. Efter et par dage på det ødelagte skib indrømmer han dog, at tiden begyndte at blive lang. - Vi var unge mennesker – så det var værre for dem, der var i land. Vi tænkte, at vi nok blev reddet, men det var en rigtig alvorlig storm. Vi troede ikke, at de ville stoppe eftersøgningen, men vi gik da og kiggede, om der snart kom nogen forbi, og tiden blev noget lang til sidst, siger han. På tredjedagen dukkede redningsskibet Vestkysten så op. Navnesøsteren til det redningsskib, som SOK ikke fik kaldt til Læsø, så en nødraket fra C. Heiselberg, og mens hele Thyborøn lyttede med ved radioen, satte de kurs mod stedet. - Da redningsskibet så vores nødraket, så meddelte de, at de gik efter et lys, og så var der jo spænding i hele byen. En halv time efter kom de sejlende op på siden af os og råbte, om alle var i god behold, og det kunne vi jo så meddele, at vi var. Så kunne Vestkysten meddele over radioen, at de havde fundet C. Heiselberg, og at alle mand havde det godt. Det var lidt specielt, fortæller Svend Heiselberg. Hjemme i Thyborøn var Svend Heiselbergs kone tæt på at føde, men han nåede hjem, før tvillingerne kom til verden. Den ene af drengene overlevede, mens den anden døde efter få dage. Det var den oplevelse, som Svend Heiselberg blev mindet om, da han hørte om forliset ved Læsø, og den slags følelser, som han mener, SOK ikke var opmærksomme på. - Det er derfor, jeg synes, vi må have en vis garanti for, at i sådanne nogle situationer, så gør man det yderste for at tage hensyn til fiskere. Havet er fiskernes arbejdsplads, og det må man have en vis forståelse for, siger Svend Heiselberg.