Svindel i særklasse

Socialt bedrageri lænser hvert år kommunekassen i Aalborg for millioner. Efterforskningsgruppe har alene det seneste år sparet skatteborgerne for et tocifret millionbeløb

Borgerne i Aalborg snyder og bedrager hinanden for millioner af kroner hvert år. I de sager, der opdages, tegner der sig et klart billede af, at det er folk med en anden kulturbaggrund end dansk, der fører an i løjerne. Kendsgerningen taler ingen højt om. Det erkender sagsbehandlere og andre kommunalt ansatte, som NORDJYSKE gennem de seneste uger har været i kontakt med. Heller ikke de ønsker at træde frem, da frygten for at blive hængt ud som racister den dag i dag nager. Tanken om at bryde tavshedspligten huer dem heller ikke. Det reelle beløb, der svindles for, tør ingen gisne om. - Men det er stort, og det er desværre en kendsgerning, at nydanskere står for lige så mange sager som danskere, erkender Anne Mie Nielsen, der leder den efterforskningsgruppe, som arbejder med helhedsorienteret sagsbehandling i Aalborg Kommune. Udtalelsen skal ses i lyset af, at befolkningsgruppen udgør 4,5 pct. af den samlede befolkning i Aalborg Kommune. Somalierne udgør klart kommunens største nydanske gruppe med statsborgerskab, men er langt fra ene om at svindle. Alene det seneste år har "banden", som den tituleres blandt flere kommunalt ansatte, sparet skatteborgerne for et tocifret millionbeløb. - Og fik vi flere ansat, kunne tallet sikkert være langt større, forudser Anne Mie Nielsen, der trods henvendelser fra indignerede borgere, som har fået nok af sort arbejde og socialt bedrageri, har svært ved at udføre jobbet med de lovbestemte kontrolmidler. F.eks. må hendes medarbejdere ikke længere forlade udsigten til computerskærmen og tage en tur i bilen for at overvåge "mistænkte" sociale syndere på deres private adresser. - Vi er sådan set på Herrens mark men forsøger alligevel at skifte hest en gang i mellem for at finde ud af, hvordan der snydes, siger gruppelederen. Og snydes gør der: Proforma giftermål, skilsmisser, fiktive adresser i små og billige lejligheder på adresser som Uldalsvej, Mølleparkvej, Enggaardsgade og under postnummer 9210 SØ - hvor flere fraskilte mænd, der forsørger mange børn, kan være tilmeldt samme adresse uden reelt at bo på den. Uberettigede sygemeldinger med efterfølgende pensionering, højere socialhjælp og uberettiget udbetaling af A-kasse bidrag er med til at sende pengene ud af de sociale kasser i bredbåndstempo. Fortjenesten ved den slags "kreativ livsførelse" kan indbringe tusinder af skattefrie kroner i forhøjede børnetilskud, boligstøtte og børnepasningsbetaling. Eller bedre endnu: Udbetaling af midler til en konto i Aalborg, mens man selv opholder sig i udlandet og arbejder. - Den slags blander vi os ikke i, forklarer Keld Gammelgaard, kommunikationschef i pengeinstituttet Spar Nord: - Vi har hverken tid, kræfter eller ret til at lave efterforskningsarbejde. Hvis kunderne betaler ét gebyr, sender vi deres penge over hele verden, tilføjer han. Samlingspunkt Og den mulighed benytter Osman, som han præsenterede sig, og flere andre sig af. Osman sad og solede sig på en bænk på Frederikstorv. Torvet er somaliernes omdrejningspunkt i midtbyen. Som en samlet gruppe har somalierne i Aalborg svært ved at blive enige, havde kommunens kulturkoordinator Jette Juel Jensen fortalt. Alligevel mødes de forskellige fraktioner i moskéen, på caféen og i baghuset, hvor de khat-tyggende mænd slår tiden ihjel. Lokalerne ligger indenfor få meters radius. Det pirrede nysgerrigheden, da Osman fortalte, at han snart ville rejse tilbage til England for at arbejde igen. Forinden havde han fortalt, at han fik sociale midler overført til sin bankkonto i den engelske metropol. - Jeg har taget flyveren eller sendt en god ven, de få gange jeg er blevet bedt om at møde personligt op, forklarede den ellers nok så sympatiske somalier, der ikke lagde skjul på, at han som så mange andre af sine landsmænd bedre kan lide livet i den engelske hovedstad. Der føler han sig ikke som en fremmed. Der lever han med, at det sociale system ikke er så fintmasket som her, fik han ligeledes sagt. Desværre havde Osman ikke papirerne på sig, der kunne dokumentere pengestrømmen fra de mere rundhåndede danske myndigheder. De lå i London, påstod han. London Fra Victoria-station fører undergrunden til bydelen Southall. Alene det hjørne af storbyen huser over titusinde somalier fra hele verden. Efter mødet hos Abdul Kadir A. Hassan i Somali Youth Union, der fortalte om de "tusinder af danske somalier" og som allerede er emigreret til England, styrer taxidriveren Ahmed Sheik fra Mogadishu, der taler flydende dansk og har boet på Amager og Nørrebro, smidigt gennem kaoset til et torv i forstaden Wembley. Her beviser Osman, at det var sandt, hvad han fortalte på en varm sommerdag i Aalborg. Det foldede bankudskrift med det - i Osmans tilfælde ikke ringe - tusindtalsbeløb, man kan få som enlig forsørger, lyver jo ikke! - Når jeg så har sort arbejde her, så går det fint, indrømmer han. Det er en god ven, der har givet ham ideen. - Og der er flere, der gør det. Det er jo nemt, påstår Osman, der opererer i det skjulte som bud, taxichauffør og med rengøring. - Der er arbejde nok at få her, hvis man vil, siger han og bliver med ét vred, da forslaget om at tage et billede af ham og papiret fremføres - og det selvom hverken han eller kontonummeret skulle kunne genkendes. Måske det først var da, at sagens alvor gik op for ham? Men der er mange andre måder at omgå lovens bogstav på end Osmans, fortæller frustrerede medarbejdere i den offentlige forvaltning i Aalborg. Især sagsbehandlerne har mange gode historier at fortælle. Bevægelser - Der er mennesker, der lyver os direkte op i ansigtet. Flere gange har jeg stået overfor især nydanskere, hvor den fornemmelse er sneget sig ind, påstår en kvindelig sagsbehandler med stor erfaring. - Ja, det er desværre en kendsgerning, at der også er folk fra min kulturbaggrund, der medbringer deres sociale ydelser i lange perioder, når de opholder sig i England, erkender Ismail Omar Farah, der går på seminariet og er sproglærer på Herningvej Skole. Somaliere og efterkommere er der i dag 1420 af i Aalborg, hvis man spørger Aalborg Kommune. Tallet har været nogenlunde konstant i flere år. Så måske er rygtet, om at der et rejst flere hundrede fra byen, blot en skrøne. Nej, kendsgerningen er den, at flere får dansk statsborgerskab og at derfor ikke længere tæller med i den førte statistik. Det er dem med dansk pas, der rejser. Sidste år blev der født 53 børn, ligesom der hele tiden dukker nye somaliere op fra andre byer i kongeriget. Antallet af asylansøgere og familieansøgninger er derimod dykket drastisk. - Det kan godt være lidt vanskeligt at holde styr på denne befolkningsgruppe, konstaterer Ludmila Pyrz fra sin plads på Statistik- og Analysekontoret på Boulevarden. - Nogen flytter flere gange om året og forsvinder ud af vores system for så at dukke op igen, fortæller en anden kvinde, der er i stand til at følge borger-bevægelserne til et vist punkt. Damen bag denne computerskærm er stødt på "ægtepar", der er ankommet til byen med en flok børn, som ikke var deres egne, og kvinder der havde børn i følget, hvorefter de senere viste sig at være førstegangsfødende. Hun har også set "kernefamilier" pludselig opløses og spredes for alle vinde. Og familierne, hvor mændene hurtigt forsvinder ud af hendes skærmbillede for så at dukke op igen, forvinde igen, dukke op igen får mystikken til at brede sig. - Ankomstfamilien bruges som døråbner til Europa, føler hun sig overbevist om. London - igen - Det er for nemt at snyde systemet i Danmark - også i Aalborg, påstår den dansk-arabisk talende mand, som jeg møder i en sidegade til Edgware Road efter besøget i moskéen henne i Regents Park. Caféen ligger i East End-kvarteret i London. Her spilles kort og ryges vandpibe som på enhver anden lokalitet af samme kaliber i Mellemøsten. Den veltalende mand er en af de mere end godt et halvt hundrede tusinde med arabiske rødder, der i dag lever i London. Tidligere har han boet i København og altså Aalborg. - I mere end et år fik jeg mine penge overført til en konto, jeg kunne trække på herfra, fortæller han uden at hovere. På et tidspunkt blev det alligevel for besværligt at rejse over til møderne med kommunen og familien. Den rejste i stedet over til ham trods det, at han sort på hvidt havde ladet sig skille fra sin ægtefælle. Manden kommer fortsat i Aalborg, selvom han ikke får rejsen finansieret af kommunen. - Vi forventer jo ikke ligefrem, at man kommer med en vielsesattest fra Somalia og visse lande i Mellemøsten. Vi tror på dem, når de fortæller os, at de er gift. Skilles de i Danmark, rejser vi ikke rundt og løfter dyner for at bevise det modsatte, forklarer endnu en kommunalt ansatte kvinde, der har indvilliget i at fortælle anonymt om bedrageriet. Hendes kollegaer må under ingen omstændigheder få nys om det, forlyder præmissen: - Om man kan lide det eller ej, har snyderiet en klar overrepræsentation i indvandrermiljøerne, oplever kvinden men gør i samme åndedrag opmærksom på, at hun behandler danskere og nydanskere ens, når hun har mistanke om, at der snydes. - Jeg vil så nødigt stemples som fremmedfjendsk, men det piner mig, hvad skatteborgernes - og dermed også mine egne - penge går til, siger hun og erkender, at hun flere gange har stået overfor mennesker, som hun havde mistanke om ikke var den person, vedkommende udgav sig for at være uden af den grund at have reageret. Uden chance Netop derfor er det interessant, at en kommunalt ansat kvinde med et helt andet arbejdsområde under et møde i en lejlighed i Aalborg påstod, at det længe har været kendt viden, at der er klienter, brugere, mennesker, der kan finde på at sende en stedfortræder til pålagte møder på socialkontoret, folkeregisteret eller A-kassen, hvis de selv opholder sig i udlandet eller andre steder i Danmark. - Vi har ikke en chance for at genkende dem, undskyldte hun og føjede til: - Fordi kontakten sjældent er et så personlig, at den enkelte medarbejder kan gennemskue svindlen. Kvinden i den hyggelige lejlighed følte sig i øvrigt overbevist om, at historier som dem om Osman og araberen fra East End ville forstumme, hvis man fik billedlegitimation på papiret i Aalborg Kommune. Anne Mie Nielsen, der jo er den, som får de sager i hænde, sagsbehandlerne ikke selv vil røre ved, formulerer det således: - Vi kender godt til problematikken med folk, der oppebærer dagpenge, kontanthjælp eller pensioner og opholder sig et helt andet sted. I de fleste tilfælde er det helt legalt. Men da det jo er billigt at flyve hjem fra London, kan det selvfølgelig lade sig gøre at nå frem til den personlige samtale, hvis man vil snyde. Varianterne af snyderiet bekræftes af en somalisk tolk, der på et tidspunkt blev så træt af at overvære og deltage i snyderiet - også i Aalborg, at han fik stress og blev sygemeldt. - Man skal huske på, at vi kommer fra en klan-verden, hvor demokrati, ansvarlighed overfor fællesskabet og samfundet er diffuse begreber. Jeg har gang på gang forsøgt at forklare mine landsmænd, at de skader vores sag i Danmark. Men de er ligeglade. De tænker kun på sig selv, deres familier og deres klaner. Sammenholdet er meget stærkt og ve den, der bryder det. - Det er svært at gøre noget konkret ved svindlen. F.eks. kan vi ikke altid bede folk fremvise stempler i deres pas, der kunne afsløre rejseaktivitet og fravær. En rejse til England giver ingen sværte i dokumentet. Derudover vil både jeg og mine kollegaer nødigt opfattes som politimænd. Det er ikke hvad, vi er uddannet til. Personligt er jeg uddannet til at behandle hr. Hansen og Hassan ens, når de kommer med deres problemer, forklarer en socialrådgiver, der nu alligevel ikke helt fatter, hvorfor kommunen ikke skrider endnu hårdere ind over for bedragerne. - Vi taler om millioner hvert år. Jeg bliver helt dårlig af at tænke på, hvor mange penge det drejer sig om i hele landet, hvis andre kommuners kontrolsystemer er lige så hullede som her i Aalborg, hvor der er for mange lag i systemerne. For selvom der er kommet nye effektive organisationsfolk på chefgangene de senere år, så tager det lang tid at ændre sagsforløbene. Ofte ved den ene hånd ikke hvad den anden foretager sig, oplever socialrådgiveren. Øget opmærksomhed Synspunktet kan lederen af familieydelsesafdelingen på J. F. Kennedys Plads nikke genkendende til. Steen Andersen var en af idémændene bag Anne Mie Nielsens kontrolgruppe. Hans forslag om øget opmærksomhed mod svindlen blev ellers fra starten af mødt med skepsis på de indre linier. - I dag er forståelsen for problematikken større, men det kommunale apparat i Aalborg kan fortsat være trægt at trænge igennem for den enkelte medarbejder. Ofte ligger kompetencen steder, hvor man ikke har det fulde overblik over sagerne. Derfor er der god mulighed for at lave "fiduser", vedstår afdelingslederen, der har stor forståelse for, at det - trods en strammere lovgivning - kan være vanskeligt for den enkelte medarbejder at overgive en sag til helhedsorienteret sagsbehandling og dermed måske rette spot mod en familie, der har det svært i forvejen. - Det er et stort dilemma for den enkelte sagsbehandler, at vedkommende både skal sørge for at tage hånd om en familie og samtidig optræde som "politibetjent", fastslår Steen Andersen. Udover lederen af familieydelsesafdelingen er der andre i det anonyme kor, der råber på forenklinger i Aalborg Kommune. - Man burde lave ens systemer i alle kommuner, så vi havde fælles retningslinier og kontrolforanstaltninger. I dag er det en ren jungle, fordi den politiske holdning i den enkelte kommune kan være altafgørende. Det gælder også her i Aalborg, hvor det bestemt ikke er populært at udtale sig til pressen om noget som helst angribeligt. Faktisk skal alle henvendelser fra pressen gå gennem min chef, forklarer endnu en af de implicerede i spillet om de sociale midler. En mand i en ellers kvinde domineret verden. - Hele kulturen er gennemsyret af social forståelse og godhed. Men ofte er alternativet til at videregive mistanken om bedrageri også skræmmende, hvis familien har flere børn. Straffes forældrene, kan kommunens udgifter løbe op i svimlende summer, bemærker han. Den detroniserede somaliske tolk mener, at der kun er et at gøre, selvom han erkender, at der allerede findes rigeligt med kontrol i det danske samfund: - Opmærksomheden mod det sociale bedrageri i Aalborg må skærpes. I skolen, på sprogskolen, blandt lægerne, der udskriver sygeerklæringer, på socialkontoret og alle andre steder, hvor systemet kommer i kontakt med mennesker - danskere som udlændinge, der kan finde på at snyde systemet. Personligt mener jeg, at der burde være et billede på alle sager. Det ville hjælpe. Man må forstå, at vi kommer fra en kultur, hvor man må sno sig for at overleve. De fleste stopper først, når nogen - i det her tilfælde myndighederne - skrider ind og siger stop. Der skal være konsekvens bag truslen, ellers sker der ikke noget. Jeg er ikke stolt af det, men sådan er det. Og det nytter jo heller ikke noget, at børnene og de unge oplever, hvordan deres forældre fusker. Det skader vores situation og hindrer integrationen yderligere. Stort set alle de kilder NORDJYSKE har talt med har gjort meget ud af at sætte tykke streger under, at somalierne langtfra er ene om at udnytte velfærdsmidlerne. De gør de bare ganske effektivt, lyder ekkoet. Faktum er, at folk fra Balkan og Mellemøsten er godt med på noderne ligesom de lokale nordboer synger med på samme sang. Det er en tendens i tiden, mener mange. Et moralsk skred, oplever flere. Men danskerne er trods alt mere autoritetstro. De bryder sig nemlig slet ikke om, at svindlen opdages. For hvad ville naboen sige? Eller måske sidder der en på et kontor, som kender en eller anden som klienten, den pensionerede eller den arbejdsløse også kender, forlyder det som en del af forklaringen på den skæve procentfordeling Anne Mie Nielsen har noteret i sagerne om socialt bedrageri i Aalborg. - Vi må erkende, at vi har et problem. Hvor stort det er, aner ingen, siger Lene Fonnesbæk, der er socialfaglig konsulent i arbejdsmarkedssekretariatet i Aalborg Kommune. - Trods det at vi tilstræber, at alle borgerne aktiveres, så findes der passive mennesker, der hver måned får deres ydelser overført - og kun få gange om året møder til personlige samtaler. Nølende samtykker Lene Fonnesbæk også, da hun forholdes, det udsagn, at det kan være vigtigt at forholde sig til den kendsgerning - selvom risikoen for at det kan være med til at forpeste det politiske klima er overhængende - at der findes grupper, der skiller sig ud, når talen falder på socialt bedrageri. - Men man skal være varsom med at generalisere og dermed marginalisere udlændinge yderligere, formaner Lene Fonnesbæk. For som også hun gør opmærksom på, så svindler folk der er født i Aalborg jo også. Overrepræsentationen i kontrolafdelingen taler alligevel sit eget tydelige sprog selv for den tidligere sagsbehandler, der som Steen Andersen udmærket forstår kollegaer, som indimellem har svært ved at "lege" kontrollør og politibetjent. Den rolle bryder man sig bestemt ikke om, når man helst vil møde andre mennesker med tillid, understreger hun. Måske lukkes hullet i pengekassen en dag. Med eller uden tillid. - Da vi begyndte, var der "bid" i hver tredje sag om socialt bedrageri. I dag er det i hver fjerde, konstaterer Jan Holmgren fra kontrolgruppen i Borger- & Skatteafdelingen.