Korruption

Svindel med vand truer milliarder rapport: Transparency International sætter fokus på korruption inden for vandsektoren

Berlin: Korruption gør vand i en række udviklingslande dyrere end i byer som New York, London og Rom. Sådan lyder en konklusion i den årlige rapport fra Transparency International (TI) - en international organisation, der overvåger korruption. Bestikkelse, svindel og andre former for lyssky adfærd bærer det største ansvar for en "global vandkrise", og det sætter mere fart på miljøets nedbrydning. Rapporten, der blev offentliggjort i Berlin og New York, konstaterer, at korruption inden for vandsektoren rækker fra småbestikkelse med leverancer af vand til egentlig udplyndring af kunstvanding og vandkraft. Det kan være finansiel udplyndring eller ved at stjæle vandressourcer. - Med klimaforandringernes indtog og det øgede pres på vandforsyningen rundt om i verden, gør det kampen mod korruption inden for vand mere påkrævet end nogensinde, mener TI. Formanden for TI, Huguette Labelle, siger, at der er planlagt massive investeringer i kunstvanding for at gøre noget ved den globale knaphed på fødevarer. Det gør det ekstra nødvendigt at bekæmpe korruption inden for denne sektor, for "vandmangel betyder mangel på fødevarer", siger Labelle. Ifølge TI har 1,2 milliarder mennesker ikke garanteret adgang til vand. Rapporten nævner som eksempel, at kontrakter i Indien om kunstvanding er 25 procent dyrere som følge af korruption. - Det dræner investeringer i sektoren, øger priserne og nedsætter vandforsyningerne. Et resultat er, at fattige familier i Jakarta, Lima, Nairobi eller Manila betaler mere for vand end folk i byer som New York London og Rom, hedder det i rapporten. /ritzau/Reuters