Svindelmistænkt mand har ringet til politiet

34-årig aalborgenser afhøres måske i Thailand

Politi 2. september 2002 08:00

AALBORG: En 34-årig aalborgenser, som er mistænkt for at have snydt omkring 25 godtroende danskere i forbindelse med internet-handel, er ikke så ligetil at få fat i for Aalborg Politi. Manden opholder sig et ukendt sted i Thailand, men politiet har alligevel talt med ham for ganske nylig. - Han har selv ringet hertil. Han fandt jo ud af, at vi havde fået spærret hans konto, og det ville han gerne have en forklaring på, oplyser lederen af bedrageriafdelingen hos Aalborg Politi, vicekriminalkommissær Per Højbak. Ordensmagtens spærring af den 34-åriges bankkonto i Aalborg kom, efter at omkring en snes mennesker anmeldte, at de er blevet snydt via internetauktionen QXL.dk. For knap to måneder siden blev der på auktionen udbudt splinternye, bærbare computere til salg. Computerne blev beskrevet som meget kraftige, og da de kunne fås til cirka det halve af markedsprisen, lod adskillige kunder på QXL sig lokke og betalte hver omkring 10.000 kroner til kontoen i Aalborg. Men i stedet for en lækker og lynhurtig computer, fik de en lang næse: Computerne dukkede aldrig op. - Leverandørsvigt Politiet fandt hurtigt frem til, at den pågældende konto tilhører den 34-årige aalborgenser. Indbetalingerne er løbende blevet overført til en bankkonto i Thailand. Da politiet spærrede kontoen, var der 9000 kroner tilbage, men forinden var cirka 185.000 kroner sendt videre til banken i Thailand. I telefonsamtalen med politiet lod den 34-årige forstå, at han absolut ikke har haft til hensigt at snyde nogen. - Han hævder, at han regnede med, at folk fik deres ting. Ifølge hans forklaring skyldes det hele, at han ikke selv har fået computerne fra sin leverandør i Thailand, fortæller Per Højbak. - Den mistænktes egne oplysninger går på, at computerne skulle komme fra firmaet Eagle Creek Systems, og det er tilsyneladende et firma, som eksisterer. Vi skal nu have forsket i, om han overhovedet har haft viljen til at levere computerne, tilføjer vicekriminalkommissæren. I den forbindelse sætter Per Højbak ikke mindst sin lid til, at det kan lykkes at få afhørt manden i Thailand. Således arbejder politiet på at få de thailandske myndigheders tilladelse til, at den danske ordensmagts mand i Thailand må afhøre den 34-årige. Dansk politi har en betjent - en forbindelsesofficer - udstationeret i Thailand, hvor han har kontor på den svenske ambassade. Dansk sag Selv om thailænderne skulle give grønt lys for en sådan afhøring, er det dog langt fra sikkert, at den svindelmistænkte aalborgenser kommer til at forklare sig i Thailand. Ifølge Per Højbak ville han således i telefonsamtalen med Aalborg Politi ikke sige noget om, hvor i Thailand han opholder sig. Da den formodede svindel er foregået via internettet, kan sagen desuden rende ind i spørgsmålet om, hvor manden i givet fald skal stilles til ansvar. Per Højbak føler sig dog overbevist om, at der er tale om en sag for de danske myndigheder. - Vi påstår, at gerningsstedet er hér. Computerne er blevet udbudt her i landet, og folk har betalt hér, påpeger han. Den 34-årige er ifølge vicekriminalkommissæren fortsat tilmeldt folkeregistret med adresse i Aalborg - og havde han stadig opholdt sig dér, ville han i høj grad være blevet sigtet for bedrageri, fastslår Per Højbak. Det er dog tvivlsomt, om politiet vil forsøge at få manden udleveret fra Thailand, selv om en afhøring af ham eventuelt bestyrker mistanken om bedrageri. Sagen betragtes ikke som så omfattende, at det kan svare sig at sætte det helt store diplomatiske maskineri i sving. I stedet er der lagt op til, at myndighederne vil slå en klo i manden, når/hvis han rejser hjem til Danmark.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...