Svindelpåbygge-pladser

23. september 2006 06:00

KØBENHAVN: Rygtet gik fra mund til mund i byggebranchen. Her var et firma med god solid arbejdskraft, der kom og klarede sine opgaver. Adskillige større entreprenørfirmaer valgte derfor at hyre det lille firma fra Ballerup, når der var brug for rengøring og oprydning på større byggepladser. Der var bare lige det ved det, at det lille firma aldrig betalte skat eller moms af sine opgaver. Kriminalpolitiet i Gladsaxe har netop sigtet en 43-årig mand for at have snydt statskassen for 5,5 millioner kroner. Manden har erkendt snyderiet. Det var skattecentret i Ballerup, der først kom undervejrs med sagen og tidligt inddrog politiet i efterforskningen. - Det har været et godt, konstruktivt samarbejde, fremhæver lederen af bedrageriafdelingen i Gladsaxe Politi, Henning Nielsen. En 46-årig mand er allerede dømt i sagen. Han fik halvandet års fængsel for at have svindlet for 2,8 millioner kroner. Ud over de to ledende folk efterforsker politiet mod yderligere 10-12 personer, der udførte selve arbejdet. Politiet vurderer, at entreprenørfirmaerne selv var i god tro. Oprydningsfolkene brugte blandt andet falske fakturaer for at lade som om, at alt var i orden. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...