Svindlede på Den Blå Avis - igen

En 23-årig mand dømt for bedrager via Den Blå Avis for tredje gang

Jesper Ramsing
Den 23-årige solgte blandt andet iPads via nettet - men leverede aldrig varen, ifølge dommen. Arkivfoto
Frederikshavn 1. november 2016 15:23 - Opdateret 1. november 2016 20:45

FREDERIKSHAVN: For tredje gang er en 23-årig mand fra Frederikshavn Kommune blevet dømt for at have franarret penge fra godtroende købere på Den Blå Avis.

Tirsdag blev manden idømt tre måneders betinget fængsel med vilkår om 80 timers samfundstjeneste for i 31 tilfælde mellem september 2015 til februar 2016 at have svindlet på Den Blå Avis. Det oplyser anklager Majbrit Bak.

Fremgangsmåden var den samme hver gang: Den 23-årige oprettede en annonce, hvor han solgte især koncertbilletter, men også f.eks. Royal Copenhagen porcelæn, iPad eller julepynt. Han aftalte derefter, at køber skulle overføre pengene til ham, hvorefter det var det sidste, køber hørte fra den 23-årige.

Manden erkendte forholdene i Retten i Hjørring og forklarede, at han havde brug for pengene til at betale en stor spillegæld, fortæller Majbrit Bak.

Den 23-årige er tidligere dømt to gange for bedrageri med nøjagtig samme fremgangsmåde.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...