Svindler narrer penge fra ældre

Politiet på jagt efter mand, der taler sig til penge hos ældre mennesker

BJERGBY:- Jeg skal hente mine børn i børnehaven, men er kommet til at låse min bilnøgle inde. Kan du låne mig til låsesmeden, eller ved mine børn ikke, hvor jeg bliver af. Sådan lyder en af de mange forklaringer, en såkaldt ”pæn” mand benytter, når han ringer på hos ældre mennesker. Og selv om forklaringerne er rent fup, har Hjørring Politi indtil videre modtaget adskillige anmeldelser fra ældre, som har givet manden penge - og aldrig har set ham siden. Tirsdag aften gik det udover 88-årige Maren Nielsen i Bjergby, som fik forklaringen fra indledningen af artiklen. Samt en forklaring om, at manden og hans børn netop var flyttet til området og at hans far var ansat hos politiet. Hos Maren Nielsen ville han låne 300 kr., men hun havde kun 500 kr. - som hun afleverede til manden, der efterfølgende forsvandt uden et ord. - Vi ved, hvem manden er, og skal bare finde ham, lyder det fra Hjørring Politi, som har fået anmeldelser fra Hirtshals, Sindal, Hjørring og nu altså Bjergby. Politiet opfordrer folk til at tænke sig om, inden de udleverer penge til manden, der er omkring 40 år og beskrives som en pæn, mørkhåret mand af almindelig bygning. De ældre, der bliver kontaktet af manden, behøver ifølge Hjørring Politi dog ikke være bange for manden, der tidligere har været anholdt for lignende forhold. Han har aldrig tidligere været voldelig overfor sine ofre.