EMNER

Svineavler: Ja tak til motorvej

Holger Thomsen sikker på at fast forbindelse vil være en stor gevinst

EGHOLM:- Jo før, jo bedre. Svineavler Holger Thomsen er en af de få beboere på Egholm, som lever af landbrug. Og han er så vidt vides den eneste øbo, der går ind for en tredje Limfjordsforbindelse tværs over øen. - Der er meget romantik forbundet med det at være et ø-samfund og den lille færge, som sejler frem og tilbage. Desuden har vi nok verdens bedste færgefolk. Men det er et pokkers problem, når vi skal af med grise eller hente foder herover, og jeg er sikker på, at det vil gavne øen, hvis vi får en fast forbindelse. Holger Thomsen, der udover at være storleverandør af grise også driver selskabslokaler og kursuscenter på Egholm, mener, at øens beboere godt kan glemme alt om at få en større færge, fordi det vil blive alt for dyrt. Svineavleren vil være ovenud tilfreds, hvis blot Egholm bliver forbundet med fastlandet via en dæmning, som flere gange har været på tale. En større forbindelse tværs over øen har han ikke rigtigt nogen mening om. Men han synes, at det er at foretrække for færgeforbindelsen. - Det er da rigtigt, at noget vil gå tabt, hvis vi får en fjordforbindelse tværs over Egholm. Men samlet set er jeg sikker på, at det vil være et plus for øen. Ejendommene vil blive utroligt attraktive og stige i pris, fordi det ligger så tæt på byen og trods alt stadigvæk er på landet. Holger Thomsen mener, at landbruget vil være en saga blot på Egholm om ganske få år, hvis ikke der kommer en fast forbindelse. - Folk siger, at det er synd med en vej tværs over øen. Men hvem er det egentlig synd for? Det kan godt være, at det er synd for os, der bor på øen. Men vi er trods alt kun godt et halvt hundrede stykker. Derimod vil alle de bilister, der kører over Egholm, få sig en naturoplevelse. Så det kommer lidt an på, hvilken vinkel man ser det fra. I øvrigt er han overbevist om, at Egholm-boerne slet ikke får noget at skulle have sagt, når afgørelsen om den tredje Limfjordsforbindelse skal træffes.