Svineavler: Naturlig stigning i antibiotika

Stigningen i landbrugets brug af antibiotika til svin er naturlig efter et fald, lyder det fra branchen.

Svineavler: Naturlig stigning i antibiotika

Det er helt naturlig, at man ser en stigning i landbrugets brug af antibiotika til svin efter et stort fald sidste år.

Det siger direktør for Videnscenter for Svineproduktion under Landbrug & Fødevarer, Nicolaj Nørgaard.

- Vi har haft et flot fald siden 2010, fordi landmænd og dyrlæger har haft fokus på, hvordan man kan gøre det bedre. Alle syge grise skal behandles, så det er naturligt, at vi får en lille opjustering, siger direktøren.

Han tilføjer, at der også er kommet flere grise.

Stigningen skyldes såkaldt flokmedicinering, som er steget fra 58,3 procent til 60,8 procent. Det svarer i antal grise til en stigning fra 47.303 til 51.995.

Landmænd hælder antibiotika i foder eller vand til en hel grisesti typisk ved udbrud af diarré. Men det er altså ganske naturligt, understreger Nicolaj Nørgaard.

- Vores børn smitter jo også hinanden, når de går sammen i børnehaven. Forskellen er bare, at vi kan holde børnene hjemme, så de ikke smitter de andre, siger han:

- Hos grisene har vi både syge og raske grise. Derfor er det ofte bedre at behandle hele flokken, fordi det i sidste ende betyder mindre antibiotika.

Nicolaj Nørgaard understreger samtidig, at alt sker efter dyrlægens henvisning. Det er derfor ikke løsningen at sænke forbruget gennem afgifter og sanktioner overfor landmændene, som formanden for dyrlægerne, Arne Skjoldager, har foreslået.

- Det sker i tæt samarbejde med dyrlægen, så det er totalt selvmål at sige, at der skal afgifter. Så kan du ikke behandle et sygt dyr, fordi antibiotika er for dyrt. Den situation ønsker ingen, siger Nicolaj Nørgaard.

Han understreger, at det kan betyde, at produktionen skubbes til udlandet og dermed færre arbejdspladser hjemme.

- Det handler om, at vores dyr er sunde, og vi har en god dyrevelfærd, så derfor tror jeg ikke, at vi kan komme længere ned. Men vi har dagligt fokus på det og vil gerne så langt ned som overhovedet muligt - og samtidig have raske og sunde dyr.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst