Retspleje

Svinehunde og spøgefugle i valgkampen

Standarden for tilsvininger i kapløbet om at blive præsident i USA når nye højder. Men der er også muntre indslag

KØBENHAVN:Muddderkastning, råber de danske politikere, hvis debatten en sjælden gang bliver for personlig eller rammer under bæltestedet. Skal man i sammenligning finde et udtryk, der dækker den amerikanske valgkamp, er det nok mere passende med missilkastning. For amerikanere skal jo per definition og fordom jo være foran, større og bedre til alting, og er således også helt i top, når det gælder satire, sjove indslag, men også deciderede ondskabsfuldheder i kampen. Går man eksempel ind på det republikanske partis hjemmeside, handler tophistorien ikke om Bush's fortræffeligheder, men om Kerry's fortrædeligheder. Og Kerry har sit helt eget ikon på forsiden Kerry's Corner, hvor man kan følge, hvad Bush-tilhængerne mener er modkandidatens selvmodsigelser. Man kan snuppe sig et spil Kerryopoly – en slags matador, hvor man kan se den stenrige John Kerrys ejendomme motorcykler og priser på frisørregninger. Man kan se boksekampen Kerry vs. Kerry, hvor demokraten prøver at knockoute sig selv med skiftende meninger. I alt nævnes Kerry faktisk flere gange end på Bush på hjemmesidens forside. På præsidentens egen kampagneside er der også sat betragteligt med plads af til John Kerry, både mere alvorlige angreb, hvor demokratens politik bliver ristet, men også et spil Vendekåbe-Olympiade, er der blevet plads til. Jo, flere gange man kan ændre mening, jo flere point får man af et for republikanere skræmmende dommerpanel bestående af den liberale demokrat Howard Dean (hjælp), den yngste Kennedy-bror Ted (Gisp) og ikke mindst republikanernes yndlingsspøgelse Hillary Clinton (GYS!). Demokratisk vendetta Men også demokraterne er godt med. På Kerrys hjemmeside er sat god plads af til præsidentens løgne, der køres "fact-checks", der én efter én naturligvis kan vise, hvordan Bush forvrider og manipulerer. Og på det demokratiske partis hjemmeside handler tophistorien om Bush's overdrivelser. Derudover har demokraterne masser af uafhængige støtter, der spiller godt med. "Milliardærer for Bush", hedder en hjemmeside, hvor en række "milliardærer" bakker Bush hårdt op. De forlanger "Olie for blod" og støtter derfor fuldt ud krigen i Irak, vil have "Four more Wars" i stedet for "For more years" og sælger støttebogen "Sådan leder du verden for sjov og for at tjene penge". Og demokratiske tilhængere har masser af internetsider, der umiddelbart lader, som om de støtter Bush, men i virkeligheden hænger ham kraftigt ud med ondskabsfulde citater, hvor Bush klumrer i den. Med økonomiquizzer, hvor man kan se, hvor ringe USA's økonomi er blevet under den nuværende præsident. På andre hjemmesider kan man følge "Bush vs Virkeligheden" – hvor man i videoklip kan høre Bush "selvmodsigelser og løgne" Ekstreme Kerry Også George W. Bush har sine private tilhængere, der uden om partiet kører en hetz mod John F. Kerry. De hårde Bush-støtter vil gerne fremstille Kerry som den ultimative vendekåbe fra det nordøstlige USA, der ofte betragtes som en selvfed, arrogant og elitær landsdel i resten af USA. Han har en "ekstrem holdning til abort" (han går ind for retten til fri abort), han har løjet om sin militærtid, og han har nærmest plejet landsforrædderisk virksomhed, da han tillod sig at være kritisk overfor Vietnam-krigen. En af dem er en række Vietnam-veteraner, der anklager Kerry for at have løjet sig til sine medaljer. De har med støtte fra rige Bush-tilhængere fået lavet en række tv-reklamer, der hænger Karry kraftigt ud, hvilket eksperter mente kostede Kerry dyrt. Og præsident Bush sørgede da også for at nøle lidt inden, at han udtalte, at angrebene var under lavmålet. Også selv om hans republikanske partifælle, den tidligere krigsfange i Vietnam, John McCain hurtigt betegnede veteranernes angreb på Kerry som "uærlige og uden ære". Omvendt har Bush haft svært ved at redegøre for, hvad han egentlig lavede i sin militærtid, fordi, der tilsyneladende mangler nogle centrale militærpapirer. Det beviser intet i sig selv, men Kerrys folk har så til gengæld gjort, hvad de kunne for at så tvivl om præsidentens militærkarriere. Næste led i rækken af slag under bæltestedet, bliver den såkaldte dokumentarfilm "Stolen Honor" (Stjålen Ære), som handler om, hvor løgnagtig og svigefuld John Kerry er og var – uden at Kerry selvfølgelig får taletid i filmen. Den skal sendes på et konservativt tv-netværks 62 lokale tv-stationer i prime time. På andre konservative sider kan se reklamer for "Celsius 41.11" – en film, der handler om, hvornår hjernen begynder at dø – en parodisk titel på Bush-haderen Michael Moores Fahrenheit 9/11. You ain't seen nothin yet – I har stadig det bedste det gode, lyder det i sangen – og det vil også være dækkende for de kommende uger. For med slutspurten og de helt tætte meningsmålinger vil begge lejre være klar med flere af sjove indslag, men også med de giftige spydigheder.