Svineinfluenza på nordjysk skole

Elev på nordjysk skole har fået konstateret Influenza A, også kendt som H1N1 og "svineinfluenza". Skolen tager det dog roligt.

En elev på Højene Skole ved Hjørring fik i sidste uge konstateret "svineinfluenza", også kendt som Influenza A og H1N1. Sygdommen har for nylig kostet to mænd livet på Skejby Sygehus, men for de fleste er Influenza A harmløs. Elev er frisk igen Den ramte elev er frisk igen, og Højene Skole tager sagen roligt. - Jeg har oplyst på skolens internet, at vi har haft et influenza A-tilfælde. Men det er noget, vi tager helt afslappet. Drengen har det i øvrigt fint, og han er allerede tilbage i skole igen, siger skolecenterchef Michael Harritslev. Grunden til, at han har oplyst om tilfældet er, at der har været forældre, som har henvendt sig til skolen for at høre, om skolen var ramt, for så kunne det jo være, at det også var det, som var galt med et sygt barn derhjemme. Nu ved de så, at der har været et tilfælde og dermed kan de så reagere ud fra den viden. - Det skal ses som en service til forældrene. Der er jo en del elever fraværende på grund af sygdom i øjeblikket, siger Michael Harritslev. Harmløs sygdom - for de fleste På sundhedsstyrelsens hjemmeside slår Sundhedsstyrelsens direktør Else Smith fast, at influenza A for langt de fleste er en harmløs sygdom. Tidligere på måneden var der dog to mænd i 50'erne, der døde med Influenza A på Skejby Sygehus. "Der er desværre nogle, der bliver alvorligt syge og nogle, der dør. Det gælder også, selvom man ikke tilhører en risikogruppe. Dødsfaldene bør ikke gøre folk bekymrede. Men de understreger, hvor vigtigt det er at være særligt opmærksom på faresignaler og på at vaske hænder ofte og nyse i ærmet", lyder det endvidere fra direktøren. Ring til lægen, hvis det bliver slemt Hvis man bliver alvorligt syg med høj feber i mere end tre dage eller får svært ved at trække vejret, skal man ringe til lægen. Hvis man er i en risikogruppe og ikke er blevet vaccineret, skal man kontakte lægen så snart man får symptomer med henblik på antiviral behandling, lyder rådet endvidere. Er du i risikogruppen? Sundhedsstyrelsen opfordrer alle i risikogruppen til at blive vaccineret. Man er i risikogruppen, hvis man: - Har kronisk lungesygdom - Har hjerte- og karsygdom - Har diabetes 1 eller 2 (sukkersyge) - Har medfødt eller erhvervet immundefekt - Er svært overvægtig - Har påvirket respiration på grund af nedsat muskelkraft - Har kronisk lever- og nyresvigt - Er gravid i 2. eller 3. trimester.

Forsiden