Svinelugt skal nedbringes

Kommunen kræver lugtgener reduceret med 60 procent inden for et år

Hals 1. november 2002 07:00

STAE: Svineproducent Carsten Nørgaard skal nedbringe lugtgenerne fra sin svinefarm på Mandelvej med 60 procent inden 1. september næste år. Det er Hals Kommune via et nyt påbud til svineproducenten klar til at kræve, efter at den årelange sag om svinelugten i Stae tidligere i år blussede op på ny, da en række utilfredse Stae-borgere gik til NORDJYSKE Stiftstidende for at udtrykke deres frustration over den tilsyneladende uendelige sagsbehandling i den nu 10 år gamle sag. - Vi har fået juridisk rådgivning af en miljøekspert, og vi har nu en køreplan for, hvordan vi kan få den her sag afsluttet, fortæller formanden for teknisk udvalg, Johannes Elsnab (V). Denne køreplan går ud på, at Carsten Nørgaard vil få tilsendt et såkaldt forvarsel om, at der er et påbud om at nedbringe lugtgenerne på vej fra Hals Kommune. Dette påbud går ud på, at lugtudslippet fra svinefarmen skal nedbringes med 60 procent i forhold til nu. Det tal er blevet fundet, efter at der tidligere i år blev foretaget en lugtanalyse på stedet. Med det omtalte forvarsel får Carsten Nørgaard mulighed for at knytte sine kommentarer til udvalgets beslutning, og det samme gælder for samtlige beboere i Stae. De vil nemlig også få tilsendt forvarslet, så de inden for 14 dage kan komme med deres bemærkninger for eller imod udvalgsbeslutningen. Handlingsplan Når teknisk udvalg har set på disse bemærkninger, så er næste stop på vejen 15. februar 2003. Det er sidste frist for, hvornår Carsten Nørgaard skal have udarbejdet en handlingsplan for, hvordan han vil få nedbragt lugtudslippet. Og derefter gælder det så 1. september, hvor lugtudslippet senest skal være nedbragt med de nævnte 60 procent. - Jeg ved godt, at det betyder endnu en sommer med lugtgener som i år, men det er ikke muligt at nå det inden med de tidsfrister, man normalt giver i sådanne sager, siger Johannes Elsnab, der samtidig påpeger, at sagen ikke nødvendigvis behøver at være afsluttet 1. september næste år - selv om de i kommunen gerne ser det. - Både borgerne i Stae og landmanden kan jo klage over vores afgørelse til Skov- og Naturstyrelsen, og så vil der for alvor komme til at gå lang tid, siger Johannes Elsnab - og tilføjer: - Jeg synes, at det er en fornuftig løsning, vi har fundet, og jeg håber, at vi kan få sagen afsluttet på denne vis. Det er jo ikke rart at have en sådan sag kørende i 10 år. Det er ikke rart for borgerne, og det er ikke rart for landmanden. Ikke imponeret Blandt de utilfredse borgere i Stae er én af naboerne til svinefarmen, Thomas Christensen, ikke umiddelbart imponeret over beslutningen i teknisk udvalg. - Belært af vores tidligere erfaringer i denne sag, så har vi en naturlig, sund skepsis, og problemet lige nu er, at vi ikke kender tallene fra lugtanalysen, siger han og fortsætter: - Hvis det er rigtigt, som rygter vil vide, at lugtanalysen viste et tal, der lå tre gange over det acceptable, så vil en reduktion på 60 procent ikke have den ønskede effekt og bringe lugtgenerne ned på et acceptabelt niveau. Derfor kunne det være rart at vide, hvad lugtanalysen egentlig viste. - Samtidig synes 1. september næste år at være en meget lang frist, men det er typisk for kommunen at give ham så lang snor endnu engang, tilføjer Thomas Christensen, der samtidig er bekymret for, hvad der eventuelt kunne ske efter 1. september 2003. - Jeg kunne godt tænke mig at se politikerne træde i karakter, for hvad sker der, hvis en efterfølgende lugtanalyse igen viser, at lugtgenerne på dét tidspunkt ikke er nede på et acceptablelt niveau?, slutter han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...