Vold

Svineproducent overfaldet?

Carsten Nørgaard siger ét, og påstået voldsmand siger noget andet

STAE:Staes måske mest udskældte mand, svineproducent Carsten Nørgaard, har i denne uge været involveret i en batalje, hvor en byfælle efterfølgende er blevet anmeldt til politiet for angiveligt at have slået Carsten Nørgaard tre gange i ansigtet. Den påståede voldsmand, der hører til blandt modstanderne af Carsten Nørgaards svinefarm, nægter at have slået. Episoden fandt sted sidst på eftermiddagen onsdag, hvor Carsten Nørgaard i sin traktor var kørt på Halsvej for at hente sin søn fra bussen. Her blev han antastet af byens lokale tømrermester Preben Nielsen, der ifølge Carsten Nørgaard rev døren til traktoren op. - Så råbte han "hvad fanden laver du dér?", hvorefter han slog mig tre gange i ansigtet og ruskede mig godt og grundigt, mens han råbte en masse andet i hovedet på mig, fortæller Carsten Nørgaard, der selv efter bussens - og sønnens - ankomst ikke kunne slippe af med Preben Nielsen. - Han spærrede vejen, da vi ville op i traktoren igen, beretter svineproducenten, der samtidig kan fortælle, at Preben Nielsen midt i den vrede ordstrøm beskyldte ham for at være fuld af løgn. - Det har han ret til at mene, men det berettiger ham ikke til at slå på mig. Det er de rene mafiametoder, og jeg er dybt rystet, fortsætter Carsten Nørgaard, der samtidig erkender, at han også er bekymret på familiens vegne. Han har derfor også anmeldt episoden til politiet i Aalborg. - Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg også skulle gå til avisen, men hvis jeg ikke foretager mig noget, er jeg ikke i tvivl om, at han vil komme igen, forklarer Carsten Nørgaard, der tilføjer, at Preben Nielsen faktisk har fremsat en sådan trussel. Det var tilsyneladende en strid om et beskadiget hegn, der førte til onsdagens batalje, men Carsten Nørgaard påpeger videre, at Preben Nielsen har været aktiv i den borgergruppe, der har protesteret over svinelugten fra svinefarmen på Mandelvej. Preben Nielsen bekræfter over for NORDJYSKE Stiftstidende, at han onsdag var oppe at skændes med Carsten Nørgaard om det nævnte hegn, som sidstnævnte ifølge Preben Nielsen tidligere har sagt o.k. til at betale for - en påstand, der i afvises af Carsten Nørgaard. At han i forbindelse med skænderiet skulle have slået Carsten Nørgaard, afviser Preben Nielsen dog kategorisk. - Det er løgn, og hvordan fanden han finder på at sige sådan noget, det er mig en gåde, siger han. Sagen er nu til behandling ved Aalborg Politi, hvor den ifølge politikommissær Hans Hovmøller p.t. er på undersøgelses-stadiet.