Affald

Svineri for en halv mia.

Hvordan er det mon egentlig gået til, at danskerne er blevet en nation af skovsvin? Og såmænd også af bysvin. Og mange andre slags meget lidt miljøvenlige grisebasser. Hvordan er det kommet dertil, at naturen af stadig flere – usagt og i langt de fleste tilfælde vel også i det skjulte – bliver opfattet som et slags bundløst depot for alle typer affald, lige fra udrangerede køleskabe til tømte, skødesløst henkastede cigaretpakninger? Er det for eksempel ikke bare underligt, men også lidt foruroligende, at et privat initiativ med at samle skrald i Kongens Have i København en tilfældig forårsdag for et par måneder siden viste sig at være mere end rigeligt til at få fyldt seks affaldssække med plastickrus, pizzabakker og meget, meget andet? Uanset hvorfor det er gået sådan med udviklingen – og naturopfattelsen – er der kun danskerne selv til at rydde op. Eller sørge for, at der bliver ryddet op. Og betale regningen. Hvert år koster oprydningen ikke mindre end en halv milliard kroner – 500.000.000.000 – som kunne gøre nytte mange andre steder i samfundet. Set i lyset – eller i skyggen – af det udbredte svineri er det naturligvis glædeligt, at en stribe virksomheder, myndigheder og organisationer er gået sammen en ny fond, Hold Danmark Rent, med det overordnede formål at forvandle Danmark til verdens reneste land. Altså: Til kamp mod affaldet, ikke bare i skove og grøftekanter, men også i byerne, på landet og på stranden. Med den nye fond er det meningen at skabe ét sted, der sørger for målrettede kampagner og målrettet bistand til oprydning, Selve initiativet er udmærket – men hvor er det ærgerligt, at det er nødvendigt. Og hvor er det ærgerligt, hvis det med Hold Danmark Rent (igen usagt) vil hedde sig, at "nå, nu er der nogen til at holde Danmark rent, så kan vi andre godt svine lige så meget eller mere – for der skal jo nok blive ryddet op". Med andre ord må Hold Danmark Rent hele tiden sørge for at gøre danskerne til en meget aktiv del af selve dét at gøre op med tankeløse affaldskastere.