Svinger igen sparekniven

Skal finde 2,5 mio. kr.

Løkken 10. juli 2003 08:00

LØKKEN-VRÅ: Da politikerne i efteråret vedtog kommunens budget for 2003, mente de at have sikret sig imod nye sparerunder i år, men tingene er ikke gået som ventet, og nu skal kommunalbestyrelsen finde besparelser på mindst 2,5 mio. kr. til næste års budget. - Indtægterne kan kun dække tre fjerdedele af de lovbundne udgifter, også kaldet skal-udgifterne. Der mangler 2,5 mio. kr., så dem skal vi have fundet, og helst lidt flere, for vi har også nogle ønsker, som vi gerne vil have indarbejdet i budgettet, fortæller borgmester Knud Rødbro. Han håber, at det lykkes at finde så meget som tre til 3,5 mio. kr. Færre borgere Den væsentligste begrundelse for at kommunens økonomi ser værre ud end ventet er, at befolkningstallet er faldende. - Prognosen havde spået om en befolkningstilvækst, men der er blevet 140 indbyggere færre i kommunen, og det betyder at vi mister det generelle tilskud på 25.000 kr. pr. person. Det svarer til 3,5 mio. kr. og det er lige de penge vi står og mangler, siger Knud Rødbro. - Kommunens tilskud som særligt vanskeligt stillet kommune, bliver heller ikke som ventet 8,2 mio. kr. ligesom i fjor, men kun 7,5 mio. kr. så de 700.000 kr. skal vi også finde. Udvalgene er blevet bedt om at finde spareforslag, og kommunalbestyrelsen søger også en ekstra låneramme. - Desuden holder vi en temadag, for at se, om der er noget vi ikke har helt hånd i hanke med på de områder, hvor udgifterne stiger og stiger. Vi mener vi har styr på det, så det er ikke sikkert vi kan gøre noget ved det, men vi er nødt til at prøve, fastslår borgmesteren. - Det skal nok lykkes at få lavet et budget, men vi kommer til at arbejde hårdt for det.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...