Svirrefluer driver badegæster væk

Varmen har sendt millioner af svirrefluer til stranden, mens folk går i hi

LØNSTRUP:Svirrefluer er i øjeblikket ved at drive fastboende og turister langs Vestkysten til vanvid. De små sort-gule fluer svirrer dovent rundt om ørene på dem eller sætter sig på tøjet i lag. I stedet for at kunne nyde den dejlige sommer, som endelig er kommet, må folk gå indendøre og lukke døre og vinduer for at undgå svirrefluerne. - Jeg har aldrig set noget lignende og mange af Lønstrups gæster, som måske er kommet her i 20-25 år har heller ikke set det før, så de synes, det er sjovt. De prøver i hvert fald at tage det fra den humoristiske side, siger Inger Iversen fra Lønstrup Turistkontor. Lønstrups restauratører har nok lidt svært ved at se det sjove i det, for nu er vejret endelig til, at folk kan sidde på de mange fortovsrestauranter og nyde en god frokost, men langs Strandvejen står den ene restaurantsterrasse efter den anden mennesketom hen: Svirrefluerne har simpelthen jaget gæsterne væk. Nærmest havet har restauratør Ole Ploug taget konsekvensen og har lukket Café Havblik af sundhedsmæssige årsager, fordi det er umuligt at holde svirrefluerne ude af køkkenet. - Jeg tror nok, det har været værst her tættest ved havet. I Villa Vest åbner vi først klokken 17, og der kan folk komme ind i entreen nedenunder, før de kommer op i restaurationen. Og i øvrigt bliver flueplagen mindre hen under aften. Ved 20.30-tiden er de næsten væk, konstaterer Ole Ploug. Længere nede i byen kan restauratør Jens Arp-Nielsen, Marinella, også mærke svirrefluerne: - Der er ingen gæster, der vil sidde ude foran Marinella lige i øjeblikket, men heldigvis er der en vind, der kører rundt inde i vores gårdhave, så vi havde 30 til frokost i dag. Svirrefluerne er ikke bare i byen. Nede på stranden er der også fyldt med dem, så de skræmmer badegæsterne væk. På en dejlig, varm soldag som i går ville Løn- strups strand have været fyldt, men det var særdeles let at finde en god plads. - Vi anbefaler gæsterne at tage til Hirtshals eller Tversted for at bade, for der skulle der ikke være nær så mange svirrefluer, siger Inger Iversen fra turistbureauet.