Lokalpolitik

Svømmebads placering er en studehandel

SVØMMEBAD:På byrådsmødet i tirsdags blev det, ved en "demokratisk" afstemning i byrådssalen, beseglet, at Sæby"s ny svømmebad skal placeres på den trange plads ved kulturhuset og biblioteket. "Beslutningen" blev til, fordi en lukket gruppe, bestående af V, S og KD, på forhånd havde givet hinanden håndslag på, at sådan skulle det være. Basta! Ingen af byrådets øvrige partier og lister var blevet hørt eller spurgt, hvad de mente om denne placering. Ej heller borgerne, som bliver svømmebadets brugere og reelle betalere af hele herligheden. Hele beslutningsprocessen bærer præg af, set med mine briller, at dette er noget, som skal presses igennem i 11. time. Nemlig inden nuværende Sæby Kommune permanent bliver i mindretal i Ny Frederikshavn Kommune. Man behøver ikke have den hurtigste knallert på havnen, for at kunne regne den ud. For skulle svømmebadets placering ændres, skal der udfærdiges en ny lokalplan. Hvilket så tidsmæssigt ikke kan realiseres i det nuværende byråd. Og i følge reglerne om kommunesammenlægning skal større kommunale anlægsprojekter være afsluttet inden 1. januar 2007 - den dato, vi bliver opslugt til Frederikshavn Kommune. Og det var så den første af den, formentlig endeløse, række af negative konsekvenser ved beslutningen om at underlægge os Frederikshavn. Nu ser vi, at selv de ivrigste fortalere jo helt klart frygter dominansen i det kommende store byråd. Jeg synes, det er trist, at når endelig vi får mulighed for at få den længe ventede svømmehal, skal projektet til 50 millioner kroner, sjaskes igennem med lynets hast, uden at have styr på hverken det ene eller det andet. Ej heller, hvor dette prægtige bygningsværk vil tage sig bedst ud og måtte ligge mest praktisk for borgerne. Men skal vi nu se det positive i denne halvdemokratiske placering, kan jeg da nævne, at det er da en kæmpe fordel for fru Jensen, at hun lige kan tage en dukkert i det varme vand, når der er pause i en musikforestilling i kulturhuset. Eller inden fru Hansen skal på biblioteket for at låne en bog om hønsehold i baghaven. Nej kære V, S og KD: Studehandel hører til på Hjallerup Marked. Ikke i byrådet.