EMNER

Svømmehal lukket hele sommeren

ØSTERVRÅ:En ny svømmehal i Sæby og en større renovering af Østervrå Svømmehal bliver nye og store udfordringer for Østervrå Idræts- og Kulturcenters bestyrelse og personale i 2006. Heldigvis kom centret ud af 2005 med mange gode og positive resultater. Formanden for Østervrå Idræts- og Kulturcenter har måske ikke helt skrinlagt sine betænkeligheder i forhold til den nye store kommune, men centrets bestyrelse er klar til at gå ind i et konstruktivt arbejde. Dette arbejde er der allerede taget godt fat på i 2005, hvor man har arbejdet med planer for en nødvendig renovering af Østervrå Svømmehal. Her sendte formanden en venlig tanke til byrådet og den kommunale administration for godt samarbejde og i sidste ende en beslutning om, at svømmehallen skal renoveres. En særdeles stor udfordring, som brugerne næppe komme til at kunne se, idet det specielt drejer sig om ventilations- og vandbehandlingsanlægget. Der er afsat kr. 5 mio til projektet som påbegyndes i foråret, og det forventes at svømmehallen må holdes lukket fra 1. maj til 1. september. Et lille minus ved projektet er, at der ikke er råd til egentlig forbedringer. Der er dog indledt et arbejde for at skaffe penge fra diverse fonde for om muligt her igennem at få økonomi til forbedringer, bl.a. et spa-bad. ÅB