Svømmeklub håber på støtte

AALBORG: Hvis Aalborg Svømmeklub skal holde på sin guldfisk, Majken Thorup, så kræver det en kapacitet på trænerposten. - Vi vil gøre alt for at beholde Majken Thorup. Og vi vil gøre alt for at hjælpe hende til OL næste år i Athen med den rigtige træner, siger klubbens formand, Gunnar Sørensen Han håber på, at klubben kan hente støtte udefra i bestræbelserne på at få tilknyttet en tilstrækkelig dygtig cheftræner efter afskeden med den islandske kapacitet, Ragnar Gudmundsson. - Vi har tidligere haft et godt samarbejde med Elitesport Aalborg omkring noget styrketræning til Majken Thorup. De lagde x antal kroner, mod at vi lagde det samme beløb. Jeg håber på, at vi måske også kan få deres støtte til at ansætte en ny cheftræner, siger AS-formanden. - Det kunne også være en mulighed at kontakte Dansk Svømmeunion og måske få støtte fra dem. Senere på måneden er Majken Thorup afsted til verdensmesterskaberne i Barcelona, hvor hun for første gang har chancen for at indløse en OL-billet, hvis hun kan komme under OL-kravet på 1.09,65 minut på 100 meter brystsvømning. - Selvfølgelig vil det være skønt, hvis hun kvalificerer sig til OL allerede ved VM, men det er altså ikke et krav fra vores side for at finde den helt rigtige træner, lover Gunnar Sørensen. Han håber da også på at finde en løsning på trænerknuden inden VM. toto