Svømmer får OL-billet uden at klare krav

Svømmeren Mathias Gydesen skal med til OL i London, selvom han ikke klarede kravet på 100-meter ryg.

Svømmer får OL-billet uden at klare krav

Endnu en dansk svømmer skal med til OL.

Selvom Mathias Gydesen missede OL-kravet på 100-meter ryg med en hundreddel af et sekund, kommer han med til legene i London.

Den internationale svømmeunion (Fina) har givet Dansk Svømmeunion besked om, at svømmeren kommer med.

- Jeg er selvfølgelig lettet over, at den endelige afgørelse er i hus, selvom jeg så det som en statistisk bagatel, siger Mathias Gydesen i en pressemeddelelse.

- Dog var og er jeg stadig glad for, at Dansk Svømmeunion og Danmarks Idræts-Forbund viste mig tiltroen allerede i april. Derfor har jeg nu de bedste muligheder for at præstere til OL.

- Jeg vidste hele tiden, at invitationen ville komme, men det er alligevel rart at have det på papir. Nu er der kun tilbage at svømme hurtigt i London, siger Mathias Gydesen.

Han skal den 27. juni med på den afsluttende OL-træningslejr i Kroatien.

/ritzau/