Svømmeunion udelukker syv russere fra OL

Yulia Efimova er som ventet blandt foreløbig syv russiske svømmere, der ikke kommer med til OL i Rio.

- Foto: Scanpix/Alexander Nemenov

- Foto: Scanpix/Alexander Nemenov

Den Internationale Svømmeunion (Fina) meddeler mandag, at syv russiske svømmere ikke får lov til at stille op ved OL i Rio i næste måned.

Det skyldes, at de ikke lever op til Den Internationale Olympiske Komités (IOC) krav, som blandt andet lyder, at ingen russere med en dopingdom kan komme med til OL.

Blandt de udelukkede svømmere er helt som ventet Yulia Efimova.

Russeren er sædvanligvis blandt danske Rikke Møller Pedersens hårdeste konkurrenter, men Yulia Efimova er tidligere dømt for dopingbrug, og derfor får hun ikke lov til at stille op ved OL.

Ruslands olympiske komité har også trukket Mikhail Dovgalyuk, Natalia Lovtcova og Anastasia Krapivina fra OL.

Tre andre svømmere, Nikita Lobintsev, Vladimir Morozov og Daria Ustinova kommer heller ikke med til Rio.

Det skyldes, at de er nævnt i den såkaldte McLaren-rapport, en uafhængig rapport, der blev offentliggjort i sidste uge, og som afslørede massiv brug af doping og et statsstøttet dopingprogram i Rusland i 30 sportsgrene.

IOC valgte søndag at undlade at udelukke Rusland fra OL i alle discipliner, men pointerede samtidig, at ingen tidligere dopingdømte russere kunne komme til OL, lige som de øvrige atleter skal bevise, at de har gennemgået omfattende antidopingtests.

Det er op til de enkelte specialforbund at beslutte, om Rusland helt skal udelukkes fra OL i den pågældende idrætsgren.

Det har Det Internationale Atletikforbund (IAAF) eksempelvis valgt at gøre efter afsløring af systematisk brug af doping i russisk atletik.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst