Svulstig gladiatorfilm

John Carter skal kæmpe imod grimme, hæslige, farlige rumuhyrer.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

En gladiatorfilm fra det ydre rum. Ja en sådan er "John Carter". Det lyder dødssygt, men det er nu ikke så ringe endda. Historierne om John Carter er skrevet af Edgar Rice Burroughs for næsten 100 år siden, og masser af senere rumfilmskabere har krediteret Burroughs for at være deres inspirationskilde. Og Burroughs? Ja det er ham med Tarzan-bøgerne. John Carter er en ilter, egoistisk guldjæger og forhenværende soldat. Egentlig ikke noget at samle på. Ved et tilfælde transformeres han fra ørkenen i Arizona til planeten Mars. Mars hedder Barsoom på de lokale indbyggeres sprog. Og på Barsoom viser det sig, at John Carter har superkræfter. Indbyggerne på Barsoom er konstant i krig. Deres planet har ændret sig fra at være et blåt paradis lige som jorden til at være en ørken. Og da John Carter har fået ekstra kræfter på grund af tyngdekraften på Barsoom, er der nok af stridende parter på øen, der gerne vil alliere sig med ham. Ja, jeg ved godt, at dette plot stadig lyder dødssygt. Men det fungerer. Historien er da også lagt i hænderne på instruktøren og forfatteren Andrew Stanton, som er bagmand for en masse af Pixars allerbedste tegnefilm. Dette er hans første live action film. Og han har et godt greb om sin film og sin genre. Derfor lykkes det ham at lande denne utroværdige historie på begge ben. Især fordi filmen viser John Carters udvikling fra skruppelløs guldjæger til et ægte mandfolk med hjertet på det rette sted. Det er en film med masser af gladiator-retorik. Her tales i samme svulstige sprog: Store ord. Store mænd. Store mandige følelser. Men der tales også med Mars-dialekt. Det kan være noget anstrengende. For eksempel hedder en konge Jeddak på Mars-sprog. Og sådan er filmen fyldt med masser af mærkelige ord. Og så er det jo en science fiction-film. Men alle disse rumløjer er holdt i et vidensunivers, der er 100 år gammelt. Det er faktisk sjovt at se. Her er der ingen raketter i rumskibene. De sejler på lys. Og de sejler langsomt på en mærkelig, mekanisk måde. "John Carter" er spækket med tegnefilm, selv om det er en live action film. Her er masser af mærkelige rumuhyrer og lige så mærkelige rummænd med fire arme og stødtænder. Alt sammen er det lavet på computer. Men det er også lavet i 3D. Som sådan er filmen i grunden flot 3D-håndværk. Men filmen er også tekstet. Og her har vi filmens største problem. Teksterne ligger nemlig længere fremme end filmbilledet. Det vil sige, at når man læser underteksterne, fokuserer øjnene længere fremme end filmens billedside. Og dermed bliver den uklar. Lige præcis her ramler "John Carter" ind i samme problemer som alle andre 3D-film. Det er træls at læse tekster dertil. For man er jo nødt til at lægge teksterne foran alt andet i billedet. Max Melgaard max.melgaard@nordjyske.dk "John Carter" Instr.: Andrew Stanton To timer, et minut. Tilladt fra 11 år Danmarkspremiere.