Svulstigt og barokt

Rosengaards maleri ulmer som kul og i midten anes et hedt rødt magmakammer.
Kunst 8. december 2007 05:00

KUNST Tage Andersen, Sonny Tronborg, Rasmus Rosengaard # # # # ¤ ¤ Tage Andersens barokke dyr og genstande udstilles for tredje gang i Nordjylland. Denne gang er de i selskab med Sonny Tronborg og Rasmus Rosengaards malerier. Hængebugsvinene er vist udendørs i en stor svinesti, der er omgivet af et bugtet hegn af tungt, storternet stof. Tage Andersens værker er blevet endnu ældre, og det er også meningen. Det naturskabte forfald har nu nået et fremskredet stadium. Metallerne i fuglebure og diverse opsatser korroderes videre i skøn patinering. Nogle store løsthængende frakker i blødt, tungt stof med store tern hænger på knager. De virker middelalderlige på en god måde. Et stort værk: Collage i 15 dele består af små plexiglaskasser med blomster og frugter. Som et puslespil danner de sammen et fælles motiv af en stor sølvskål med et vissent flor af blomster og overmodne frøkapsler. De to malere supplerer Tage Andersens værker på fortrinlig vis. Sonny Tronborgs malerier med svulstige snoninger af tykke malinglag i dunkle kulører går fint ind i den barokke stemning. Rasmus Rosengaard viser nogle forunderlige malerier, der til forveksling ligner overfladen af en bunke ulmende kul. I kanten er overfladen dækket af gråsorte slagger. Mod billedets midte anes ildstedets ulmende centrum som et hedt, rødt magmakammer. Nedbrydningsprocesserne er også her i fuld gang. Her er der ingen fare for, at publikum bryder reglen om berøring af de udstillede kunstværker. Det eneste på denne udstilling, der ikke viser forfald, er hængebugsvinenes stædige insisteren på generationernes fortsættelse. Det, der først og fremmest gør denne udstilling til kunst, er den gode sammensætning af Andersens genstande og de interessante malerier. Set isoleret er Tage Andersens enkelte værker godt og originalt håndværk, men som kunst betragtet holder de ikke i længden. Denne udstilling er således en rigtig god installation. Leif Bøgh kultur@nordjyske.dk { Tage Andersen, Sonny Tronborg, Rasmus Rosengaard. Galerie Provence, Vadum, Til 16. december

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...