Swansea taber for første gang i otte ligakampe

Swansea tabte fortjent på udebane til West Ham efter syv ligakampe uden nederlag.

Swansea taber for første gang i otte ligakampe

Så gik den ikke længere for Michael Laudrup og hans Swansea-hold.

Den danske manager måtte lørdag se sit hold tabe for første gang i otte kampe i Premier League, da West Ham fortjent vandt 1-0 på hjemmebane over den walisiske klub.

Swansea havde inden nederlaget vundet to kampe og spillet fem gange uafgjort i de seneste syv ligakampe.

Liverpool-floppet Andy Carroll blev matchvinder for West Ham et kvarter før tid, hvor lejesvenden slog til på et hovedstød.

Swansea har 34 point for 25 kampe, mens West Ham har 30 point.

Swansea kunne i første halvleg være glade for den tyske veteranmålmand Gerhard Tremmel, som nærmest ene mand reddede holdet fra at komme bagud.

Efter cirka 20 minutters spil kom West Hams Kevin Nolan først til en fremlægning, men Tremmel reddede det ikke alt for præcise skud.

10 minutter før pausen trak samme Kevin Nolan sig fri til endnu en afslutning, men Tremmel parerede flot.

Kort før pausen afsluttede West Hams Ricardo Vaz Te udefra, men igen reddede Tremmel og sikrede uafgjort ved pausen.

I anden halvleg havde Swanseas Michu et par chancer, blandt andet på et hovedstød, men ellers virkede udeholdet mest interesseret i at holde nullet.

Et kvarter før tid kom den for hjemmeholdet forløsende 1-0-scoring efter et hjørnespark.

West Ham-angriberen Andy Carroll udmanøvrerede Swanseas Ashley Williams med en kropsfinte, og herefter kunne han umarkeret heade bolden sikkert i mål.

Så fik Swansea pludselig travlt og pressede på.

Luke Moore fik en kæmpechance kort før tid, men det sluttede med sejr til West Ham.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.